16. november 2015

Nu kan Kenn igen se fremad

Han måtte så forfærdeligt meget igennem, før det blev rigtigt godt. Ejendomsfunktionær Kenn Petersen, 43, og fra Brøndby kæmpede i flere år med et sygdoms- og rehabiliteringsforløb, inden han – ikke mindst takket være hjælp fra Serviceforbundets socialrådgiver Torben Krüger – blev godkendt til et fleksjob af kommunen.
-Endelig kan jeg se fremad. Jeg glæder mig til den tryghed, der ligger i at have et job med faste rammer. Glæder mig til at vide, hvordan økonomien hænger sammen. Jeg har 25 år tilbage på arbejdsmarkedet, inden jeg kan få folkepension. Det er ikke til at forestille sig, at jeg ikke skulle kunne arbejde bare i nogle få timer, og det er jeg heldigvis også blevet godkendt til nu, siger Kenn Petersen, der bliver ramt af en arbejdsskade, da han i 2009 arbejder i en boligforening med havearbejde.
Et lille knæk i ryggen sætter en lavine i gang med discusprolaps, operation, genoptræningsforløb, ulidelige smerter, uarbejdsdygtighed og mange smertestillende piller.
Han er stadig hårdt ramt, men har nu fået troen tilbage på fremtiden:
-Tak til min fagforening. Den har hjulpet mere, end jeg havde forventet, siger Kenn Petersen.