26. okt 2017

Fair, frie og reelle forhandlinger!

Læs mere om forventningerne til overenskomstforhandlingerne i 2018 på statens område i pressemeddelelsen herunder.

Statsansatte: Tanken er tom, Sophie Løhde 

CFU, Centralorganisationernes Fællesudvalg, der repræsenterer 180.000 ansatte i staten har i dag holdt stormøde med 46 faglige organisationer på det statslige område. Mødet markerer starten på de faglige organisationers fælles indsats frem mod de offentlige overenskomstforhandlinger på statens område. 

Forud for mødet har CFU sammen med Forhandlingsfællesskabet på det kommunale og regionale område sendt et klart og tydeligt signal til de offentlige arbejdsgivere om, at der skal være fair, frie og reelle drøftelser om arbejdstid for de undervisergrupper, der er omfattet af lov 409 forud for OK18. 

De statsansattes topforhandler, Flemming Vinther understreger: ”Fair, frie og reelle forhandlinger for alle medarbejdergrupper er helt afgørende for den danske model. Og den danske model er helt afgørende for vores fælles velfærd. Derfor står vi vagt om den danske model på medarbejdersiden. Nu mangler vi bare, at Sophie Løhde får sat gang i drøftelserne og viser, at hun også er villig til at tage ansvar for et godt resultat for alle parter.” 

Og han fortsætter: 

”Situationen på underviserområderne er uholdbar og uacceptabel. Det er vores ansvar som parter at sikre, at alle områder er dækket af en reel aftale. Den vilje er vi nødt til at se udfoldet i praksis forud for de øvrige forhandlinger ved OK18. Vi opfordrer derfor på det kraftigste til, at arbejdsgiverne trækker i arbejdstøjet. Det kan ikke vente til, at vi har udvekslet krav i december.” 

Et andet klart budskab fra dagens møde er, at statens ansatte ikke kan tåle flere forringelser i deres ansættelsesforhold. Det er slut med, at vilkårene for statens ansatte løbende udhules - også uden for forhandlingsrummet. 

”Jeg kan på vegne af hele CFU klart og tydeligt sige, at vi har nået smertegrænsen. Nok er nok. Vi kan og vil ikke acceptere flere forringelser. Vores medlemmer er stolte af deres arbejde og strækker sig hver dag langt for at få tingene til at hænge sammen. Det er ikke et spørgsmål om at køre længere på literen, som Sophie Løhde udtrykker det. Det er et spørgsmål om, at hvis arbejdsgiveren aldrig stopper for at tanke, så løber selv den mest økonomiske bil tør. 

CFU og Finansministeriet udveksler krav den 15. december 2017. 

Kontakt 
For yderligere kommentarer kontakt CFU-formand Flemming Vinther, på mobil 20 41 93 61. CFU består af Akademikerne, Lærernes Centralorganisation, CO10 og OAO-Stat. CFU repræsenterer 180.000 ansatte i staten.

Vigtige nyheder

Vi sætter regeringen under pres for at ændre førtidspensions- og fleksjobreformen

Serviceforbundet er en del af en alliance af 59 store fagforbund og interesseorganisationer, som står sammen med et krav om at få ændret...

Læs mere her