Hvad må din chef, når du er syg
Foto: Shutterstock
19. februar 2019

Hvad må din chef, når du er syg?

Dit hoved føles tungt, næsen løber, og feberen banker rundt i kroppen. Du må indse, at du er ramt af influenza og må melde dig syg på arbejdet. Se her, hvad din chef må kræve af dig, når du er syg.

Er du også én af de danskere, som har døjet med influenza i denne sæson? Så er du ikke alene. Influenzasæsonen hærger nemlig stadig og har også fældet mange medarbejdere ude på arbejdspladserne. 

Her kan du se, hvad din chef må kræve af dig, når du først du har meldt dig syg.

Du er blevet syg. Hvad nu?

Hvis du er blevet syg, er det vigtigt, at du melder dig syg hos din arbejdsgiver senest to timer efter dit mødetidspunkt.

Du skal vide, at hvis din arbejdsplads har fastsat deres egne regler for sygemelding, så skal du overholde dem. Hvis ikke du er i stand til at sygemelde dig selv, kan en anden gøre det for dig.

Du kan også komme i en situation, hvor du bliver syg, mens du er på arbejde. Her har du pligt til at fortælle din chef, at du er nødt til at gå hjem på grund af sygdom.

Husk også, at du skal sygemelde dig på den første hele sygedag efterfølgende, medmindre I aftaler andet.

Må din arbejdsgiver kontakte dig, mens du er syg?

Ja, din arbejdsgiver må godt ringe, når du har meldt dig syg. I hvert fald hvis du ikke har fortalt, hvornår du forventer at komme tilbage.

Hvis der er tale om en længere sygemelding, er det derfor også vigtigt, at du får snakket med din læge, så du kan give beskeden videre til din arbejdsgiver.

Hvis det viser sig, at den forventede dato for din tilbagevenden alligevel ikke kommer til at holde stik, skal du snakke med din læge igen. Bagefter bør du tage en snak med din arbejdsgiver om din sygdoms udvikling.

Husk, at du ikke har pligt til at fortælle din arbejdsgiver, hvad du fejler. Kun at du er syg.

Må din arbejdsgiver fortælle dine kolleger, hvad du fejler?

Nej, det må han ikke. Din arbejdsgiver må gerne fortælle dine kolleger, at du er syg, men han må ikke fortælle, hvad du fejler eller videregive andre oplysninger om dit helbred, dvs. oplysninger, der fortæller om dit tidligere, nuværende eller fremtidige fysiske eller mentale helbred.

Hvis din arbejdsgiver skal have lov til at videregive oplysninger om dit helbred, skal du give dit samtykke til det. Det gælder uanset, om du får influenza, brækker et ben eller går ned med stress.

Skal du skaffe en lægeerklæring?

Hvis det drejer sig om en kortere tids sygdom, har din arbejdsgiver mulighed for at forlange en friattest. Attesten er dokumentation for, at du er syg og en vurdering af, hvor lang tid sygdomsperioden varer. Det er din arbejdsgiver, som skal punge ud for attesten.

Hvad må du, når du er syg?

Når først du har sygemeldt dig, er der grænser for, hvad du må foretage dig.

Det står helt fast, at du ikke må kaste dig ud i aktiviteter, der forhaler din sygdom. Hvis du f.eks. har sygemeldt dig med ondt i skulderen, må du f.eks. ikke spille tennis.

Desværre findes der ikke noget entydigt svar på, hvad du må – og ikke må – under en sygemelding. Det beror altid på en konkret vurdering af f.eks. din sygdom, eventuelle lægelige oplysninger og dit arbejde.

Er du i tvivl? Så spørg din tillidsrepræsentant eller fagforening.

Du er blevet syg før en ferie. Hvad skal du gøre?

Hvis du er så uheldig at blive syg, før din ferie begynder, har du mulighed for at skubbe ferien til et andet tidspunkt.

Det kræver dog, at du straks melder dig syg hos din arbejdsgiver, og at du i det hele taget følger de regler, der gælder for en sygemelding.

Hvis du bliver rask, inden din planlagte ferie slutter, skal du melde dig rask og fortælle, om du ønsker at møde på arbejdet, eller om du vil holde resten af din ferie.

Hvis du bliver syg under din ferie, har du ret til erstatningsferie. Bemærk dog, at du ikke får erstattet de fem første dage af ferien. Det er også vigtigt, at du straks melder dig syg hos din arbejdsgiver. Du må ikke vente til fem dage inde i din sygdom.

Du skal desuden indhente en lægeerklæring på, at du er syg – også for de fem første sygedage, som du altså ikke får erstatningsferie for.

Vil du vide mere? Så klik dig på Serviceforbundet hjemmeside og få gode råd og vejledning om sygdom


Vigtige nyheder

Sommertid! Hvad med din løn?

Natten til søndag den 31. marts skifter vi vanen tro til sommertid. Og selvom der er delte meninger om det praktiske i at ændre på vores indre...

Læs mere her