Ferieloven
Foto: Shutterstock
21. februar 2019

Ny ferielov: Se hvad det betyder for dig

Snart bliver reglerne om ferie helt anderledes, end du kender det nu. Fra 1. september 2020 får vi ny ferielov. Det får betydning for dig allerede i år.

Først og fremmest bliver ferieåret ændret til at gå fra 1. september til 31. august. Med den nye ferielov indfører man et nyt princip, som kaldes ”samtidighedsferie”. Det betyder, at man optjener og afvikler ferien på samme tid over en periode på 12 måneder.  Det er dog aftalt, at man kan afholde ferien i en periode på 16 måneder dvs. indtil 31. december samme år. 

Man optjener som i dag 2,08 dages ferie hver måned, man er ansat.

Den nye ferielov er først og fremmest en fordel for nyuddannede og andre nye på arbejdsmarkedet, fordi de ikke som i dag skal vente helt op til halvandet år, før de kan begynde at holde betalt ferie.

Sådan mærker du den nye ferielov
Du vil mærke den nye ferielov allerede i år, fordi der kommer en overgangsordning fra 1. september 2019. 

Indtil 1. september i år fortsætter alt, som du kender det: Du afholder den ferie, som du har optjent i 2018 fra 1. maj 2019 til 31. april 2020, ligesom du plejer.

Men allerede 1. januar 2019 er der startet en overgangsordning: Du optjener ferie fra 1. januar til 31. august 2019, som du afholder året efter fra 1. maj til 30. september 2020 (overgangsferieåret).

Men 1. september i år sker det nye: De feriepenge, du optjener de næste 12 måneder, indefryses, indtil du går på pension. 

Og fra 1. september 2020 er meget nyt: Her begynder de nye regler om samtidighedsferie. Du kan begynde at afholde din ferie samme år, som du optjener den. Ja faktisk samme måned, hvis du vil. Du kan ovenikøbet tage ferie på forskud, hvis du kan aftale det med din arbejdsgiver. 

Du får en ny ”pensionsopsparing”
De feriepenge, du har optjent fra 1. september 2019 til 31. august 2020, bliver sat ind i en særlig fond, som du først får, når du forlader arbejdsmarkedet eller går på pension. 

Det sker for at undgå, at du ellers ville have ret til dobbelt ferie ved overgangen til den nye ferielov 1. september 2020, fordi du fra dette tidspunkt både ville optjene og kunne afholde ferie efter reglerne i den nye ferielov og samtidig have optjent noget ferie, og måske endnu ikke afholdt den pr. 1. september 2020, efter reglerne i den gamle ferielov.

Din arbejdsgiver indsætter dine feriepenge i en fond under Lønmodtagernes Dyrtidsfond, som har det lange navn ”Lønmodtagernes fond for tilgodehavende feriemidler”. Fonden forvalter dine penge, indtil du går på pension, og dine penge forrentes hvert år.

Din arbejdsgiver har dog mulighed for at udskyde indbetalingen til fonden, indtil du skal gå på pension. Det skyldes, at virksomheden i overgangsåret vil have dobbelt udgift til ferie til alle ansatte. Ved at give mulighed for at udskyde indbetalingen til fonden, tager man altså hensyn til økonomien i den virksomhed, hvor du er ansat. Men du skal ikke være bekymret for dine penge. Hvis virksomheden går konkurs, er du sikret pengene i fonden. 

I videoen her kan du se, hvordan den nye lov fungerer.

De 7 vigtigste ting, du skal vide om den nye ferielov

  1. Din pensionsopsparing vokser med et års feriepenge.
  2. Nye på arbejdsmarkedet får ret til ferie med det samme og skal ikke vente op til 16 måneder.
  3. Du kan holde ferie på forskud og modregne i det indeværende ferieår til og med august.
  4. Du får mulighed for at fordele din ferie over 16 måneder og stadig overføre til næste ferieår.
  5. Planlæg din efterårsferie i 2020. Gem feriefridage eller overfør feriedage fra den gamle ferielov.
  6. Kan du ikke holde din ferie på grund af sygdom eller barsel, bliver din ferie overført og ikke udbetalt som i dag.
  7. Feriefridagene i din overenskomst bliver ikke ændret med den nye lov. Det er noget fagforeningerne først skal forhandle med arbejdsgiverne om ved overenskomstforhandlingerne. 

Kan jeg få overflyttet min ferie til næste ferieår?

Ferieloven giver dig mulighed for at aftale med din arbejdsgiver, at ferie du har optjent ud over 20 dage, kan overføres til det næste ferieår (1. maj til 30. april). Det er en mulighed, men ikke noget du har ret til.

Bliver du og din arbejdsgiver enige om, at du kan overføre ferie, skal I lave en skriftlig aftale om det.

Der kan være særlige regler i overenskomsten. Derfor anbefaler vi, at du kontakter fagforeningen på telefon 70 15 04 00. Vores eksperter kan rådgive dig om, hvordan du bedst kan få overført din ferie.

Kan jeg bliver fyret, når jeg holder ferie?

Du kan godt blive opsagt, selvom du holder ferie.

Din arbejdsgiver skal kunne bevise, at du har modtaget din opsigelse, selvom du er bortrejst på ferie.

Vi anbefaler altid, at du kontakter fagforeningen, hvis du bliver opsagt. Telefon 70 15 04 00. 

OBS: Er du ansat under frisør- og Wellness overenskomsterne og de tilhørende tiltrædelsesoverenskomster, kan du ikke opsiges i din ferie.


Kan jeg få feriepenge udbetalt uden at holde ferie?

Hvis du ikke har mulighed for at holde din ferie, kan du holde ferie på et senere tidspunkt eller få pengene udbetalt.

Du kan blandt andet få dine feriepenge udbetalt, hvis:

  • du har været syg,
  • du har været på barsels- eller adoptionsorlov,
  • du har arbejde i udlandet, hvor du ikke er omfattet af ferieloven,
  • du bliver selvstændig,
  • du har været værnepligtig eller tjeneste i forsvaret,
  • du har været udsendelse for forsvaret eller humanitære opgaver.

Hvis du ønsker at få dine feriepenge udbetalt uden at holde ferie, anbefaler vi, at du kontakter fagforeningen på telefon 70 15 04 00. Vores eksperter kan rådgive dig om dine muligheder.

Hvor meget skal jeg have i feriepenge?

Du skal have 12,5% af din løn i feriepenge fra din arbejdsgiver.

På borger.dk kan du se, hvor mange feriepenge, du har optjent

Har jeg ret til ferie med løn?

Mange medlemmer har ferie med løn. Det skal stå i din ansættelseskontrakt, om du får feriepenge eller ferie med løn.

Hvis du har ferie med løn, får du din almindelige løn, når du holder ferie.

Du har samtidig ret til et ferietillæg på 1% af din løn. Du skal senest have dit ferietillæg udbetalt, når din ferie begynder.

Hvornår skal jeg holde min hovedferie?

Din hovedferie består af 3 sammenhængende ugers ferie. Den har du ret til at holde mellem 1. maj og 30. september.

Din arbejdsgiver kan ikke forlange, at du splitter din hovedferie op. Du har ret til 3 uger i træk.  Hvis I er enige om det, kan din hovedferie deles op, så du kun holder 10 dage i træk. De sidste 5 dage kan du holde efter 30. september.

Hvis du og din arbejdsgiver ikke kan blive enige om, hvornår du skal holde din ferie, kan din arbejdsgiver bestemme, hvornår du skal holde ferie. Arbejdsgiveren skal dog varsle dig 3 måneder før, du bliver bedt om at holde din hovedferie.

Har du børn i skolealderen, har du ret til at holde din ferie, mens der er sommerferie i dit barns skole.

Kan jeg selv bestemme, hvornår jeg vil holde ferie?

Hovedferien skal varsles 3 måneder i forvejen. Du har ret til 3 ugers sammenhængende ferie mellem 1. maj og 30. september.

Resten af ferien skal varsles 1 måned i forvejen. Restferien kan placeres både før og efter hovedferien. Du har ret til at holde mindst 5 dage i træk. Du kan aftale med din arbejdsgiver, at dagene holdes enkeltvis.

Min arbejdsplads holder ferielukket, hvad betyder det for mig?

Holder din arbejdsplads ferielukket i sommerferien, skal du varsles 3 måneder før.

Holder din arbejdsgiver ferielukket uden for hovedferien, skal du varsles en måned før. Det gælder for eksempel ved lukning mellem jul og nytår.

Skal jeg have mine feriepenge udbetalt, når jeg stopper på mit arbejde?

Hvis du stopper på dit arbejde, skal din arbejdsgiver indsætte din feriegodtgørelse på 12,5% ind på din FerieKonto. Dette gælder uanset, om du hidtil har fået løn under ferie eller feriegodtgørelse.