Sommertid
I slutningen af marts skifter vi til sommertid, men kan du huske reglerne for, hvordan det lige påvirker din løn?
Foto: Shutterstock
19. marts 2019

Sommertid! Hvad med din løn?

Natten til søndag den 31. marts skifter vi vanen tro til sommertid. Og selvom der er delte meninger om det praktiske i at ændre på vores indre tidsindstilling, så er sol og sommer i hvert fald ventet med længsel af de fleste af os.

Uret sættes frem
Sommertid fungerer jo ved at uret sættes en time frem fra kl. 2 til kl. 3 søndag nat. Der forsvinder derfor en time af din nattearbejdstid, hvis du arbejder på det tidspunkt.

Det kan altså have betydning for dig, der arbejder som vagt, som lodsmedhjælper, eller i et af de mange andre fag, som har natarbejde.

Men hvad så med lønnen?
Hvis du arbejder i en privat virksomhed, skal din arbejdsgiver betale dig løn for den manglende time med den sats, der er normal for timelønsarbejde, selvom du reelt set arbejder en time mindre.

Hvis du derimod er ansat i en offentlig virksomhed, er der to muligheder. Din arbejdsgiver kan kræve, at du arbejder det antal timer, som du normalt skulle have arbejdet. I det tilfælde vil du altså have en klokketime senere fri, men stadig kun have arbejdet det normale antal timer.

Alternativt kan din arbejdsgiver kræve, at du går hjem til normal tid, men at du afvikler den manglende time i løbet af den periode, din arbejdsplan løber, eller afvikler den som afspadsering efter de normale regler.

Tjek lønsedlen
Husk at tjekke din lønseddel, om du har fået det, du skal have.

Du kan også læse meget mere om, hvordan du skal forstå din lønseddel her.

Her kan du læse hele aftalen mellem DA og LO.


Vigtige nyheder

Hold 1. maj med Serviceforbundet

Er du i København 1. maj, kan du lægge vejen forbi Valby, hvor 1. maj fejres med brunch, taler, musik og klovnen Joey, som underholder børnene.

Læs mere her