Foto: Shutterstock
12 dage siden

5 ting du skal huske, når du melder dig syg

Er du i tvivl om, hvad du må, når du er syg? Må du være på Facebook? Må børnene blive hjemme fra børnehave?

1. Giv straks din arbejdsgiver besked, når du bliver syg
Følg reglerne på arbejdspladsen. Kender du dem ikke, er det vigtigt, at du sætter dig ind i dem. Måske har I en personalehåndbog, hvor du kan se det. 

Reglerne er forskellige fra arbejdsplads til arbejdsplads. Nogle steder skal man ringe til et bestemt telefonnummer inden et bestemt tidspunkt, andre steder må man sende en mail. 

2. Pas på med Facebook
Tænk over, hvad du lægger på Facebook. Det er ikke forbudt at gå en tur eller bage en kage, men din arbejdsgiver eller kolleger kigger måske med, og det kan give problemer på arbejdspladsen. 

Hvis du er sygemeldt med dårlig ryg og hopper i trampolin på Facebook, vil din arbejdsgiver eller kommune nok stille spørgsmålstegn ved, om du nu også er for syg til at passe dit arbejde. 

3. Du behøver ikke at ligge under dynen

Selvom du er sygemeldt med dårligt ryg, eksem eller stress, kan du hente dine børn fra skole og børnehave og handle ind i supermarkedet. Det er ikke et krav, at du ligger i din seng hele tiden. 

4. Du må ikke tage på ferie
Du må ikke tage på ferie, når du er sygemeldt. Det gælder også en hurtig tur over grænsen til Tyskland eller Sverige. Kun hvis kommunen giver lov, må du holde ferie, når du er sygemeldt. 

Bliver du syg, mens du har ferie, har du ret til erstatningsferie. Du får dog ikke få erstattet de første fem sygedage. Du skal give din arbejdsgiver besked om din sygdom med det samme. Du må ikke vente til fem dage inde i din sygdom. 

5. Torben hjælper
Har du brug for rådgivning under dit sygefravær? Din arbejdsmiljørepræsentant kan hjælpe, og du kan også bruge din egen socialrådgiver, nemlig Torben Krüger i Serviceforbundet, som er klar til at svare på alle dine spørgsmål om, hvad du må, når du er syg. 

 
Socialrådgiver Torben Krüger


Torbens telefonnummer er 70 15 04 00. Du kan også sende en mail til tok@forbundet.dk.

Vigtige nyheder

Hold 1. maj med Serviceforbundet

Er du i København 1. maj, kan du lægge vejen forbi Valby, hvor 1. maj fejres med brunch, taler, musik og klovnen Joey, som underholder børnene.

Læs mere her