Mads og Monopolet
Privat foto.
Marlene og driftsleder Per Andersen fra FSB Klerkegårdens ejendomskontor er begge glade for, at Marlene turde tage springet ud i en ny uddannelse.
09. april 2019

Mads & Monopolet til Marlene: Du skal vælge dit drømmejob

Mads & Monopolet og en tv-reklame for uddannelsen til ejendomsservicetekniker forandrede livet for 52-årige Marlene.

Marlene Lauenborg Bangsgaard har arbejdet med socialt udsatte på herberger og bosteder i 24 år. Hun var god til sit arbejde og vellidt af sine kollegaer, men en tv-reklame fik hende til at skifte spor: 

”Jeg kan bare huske, at jeg så den reklame og med det samme tænkte; det er dét, jeg skal. Hvorfor har jeg ikke hørt om den uddannelse før? Det er da lige mig!”

Marlene inviterede sine veninder til middag hjemme i lejligheden i Københavns nordvest-kvarter, og fortalte dem om uddannelsen og sin nye drøm. Heller ikke Marlenes veninder var i tvivl om, at det passede perfekt til hende at passe og vedligeholde bygninger, varmeanlæg, grønne områder og udendørsarealer. Det var den ideelle kombination af praktisk og administrativt arbejde. 

Spørgsmålet var bare, om Marlene kunne starte på en ny uddannelse som 52-årig?

Mads & Monopolet
Marlene spurgte monopolet i det populære radioprogram ”Mads & Monopolet” til råds. Her debatterer tre kendte danskere store som små dilemmaer. Ugens panel var Ida Auken, Mick Øgendahl og Uffe Buchard, og de var alle sammen rørende enige om, at selvfølgelig skulle Marlene forfølge sin drøm. Hendes alder var ikke nogen hindring.

Veninders opmuntring og monopolets klare udmelding gav Marlene det endelig skub til at springe ud i livet som studerende på NEXT-uddannelsen i Glostrup. Marlene frygtede dog stadig, at hendes alder ville være en forhindring, når hun skulle ansøge om de eftertragtede elevpladser. 

Det blev dog aldrig et problem.

Fra elev til vordende driftslederassistent
 
Marlene har i løbet af sin uddannelse været elev hos FSB, der er Københavns største almene boligselskab. Per Andersen er driftsleder i den afdeling, hvor Marlene blev elev, og han mener ikke, at alderen nogensinde var et problem. Faktisk blev det til Marlenes fordel.

”Marlene har en livserfaring og selvstændighed, som vi indimellem har savnet hos enkelte yngre elever,” fortæller driftsleder Per Andersen fra FSB Klerkegårdens ejendomskontor, der administrerer 259 lejemål i København. 

”Marlene tager ansvar for de opgaver, hun bliver stillet og har en naturlig og fornuftig tilgang til jobbet, som gør, at hun ikke er bange for at byde ind og selv tage fat,” siger Per Andersen.

Derfor var der heller ikke nogen tvivl for Per Andersen om, at Marlene skulle ansættes i afdelingen, når hun havde afsluttet sin uddannelse. Marlene kan derfor se frem til titlen som driftslederassistent hos FSB Klerkegårdens ejendomskontor. 

Modigt og respektfuldt
”Jeg synes, det er fantastisk, at Marlene har fået sin drømmeuddannelse og job. Ejendomsservicetekniker er en god og alsidig uddannelse, og der er ikke mange, der forlader branchen, når først de er kommet ind, fordi de bliver så glade for det,” siger Peter Johansen, der er formand for Ejendomsfunktionærenes Landsforening, ESL. 

Marlene har uden tvivl fundet sit drømmejob og elsker alle de varierende arbejdsopgaver. Hun er særligt taknemmelig overfor sin arbejdsgiver FSB. 

”Jeg synes, det er modigt, at FSB turde tage en chance med en kvinde i min alder. Jeg var nervøs for, at jeg ikke kunne finde en elevplads og et job efterfølgende, men jeg har altid følt mig respekteret af FSB, ” fortæller Marlene.  

”Jeg er så glad for, at jeg tog springet ud i en ny uddannelse og har fået mit drømmejob. Selvfølgelig skal man forfølge sin lykke og drøm selvom man over 50 år,” afslutter Marlene.