Må chefen optage en samtale
Der er ikke frit lejde til hemmelige optagelser
Foto: Serviceforbundet
16. september 2019

En medarbejder måtte godt lave hemmelig optagelse af samtale med chefen

Må man optage en samtale uden chefens viden? Højesteret har givet en ansat medhold i, at det måtte han godt. Men Højesteret anfører også, at det i hver sag er en konkret vurdering. Der er derfor ikke givet frit lejde til hemmelige optagelser.

En medarbejder mente, at han og chefen havde aftalt en lønprovision, men chefen ville ikke give medarbejderen aftalen på skrift. Da medarbejderen og et par andre kolleger holdt møde med chefen om den fremtidige arbejdsstruktur, blev medarbejderen vred og kastede med en it-mus. Herefter blev han bortvist.

Medarbejderen lagde sag an mod arbejdsgiveren for uberettiget bortvisning. Under retssagen om bortvisningen blev der fremlagt en udskrift af en lydfil fra mødet. Medarbejderen havde nemlig hemmeligt optaget hele mødet. Arbejdsgiveren bortviste medarbejderen igen med tilbagevirkende kraft på grund af lydoptagelsen.

Byretten og Landsretten gav arbejdsgiveren medhold i, at det var berettiget at bortvise medarbejderen, men Højesteret kom til den modsatte afgørelse, nemlig at den hemmelige optagelse havde et sagligt formål, og at medarbejderen derfor ikke kunne bortvises.

Konkret vurdering
- Sagen er principiel og skelsættende. Spørgsmålet var, om den ansatte havde ret til at optage en samtale med arbejdsgiveren, som han selv deltog i uden at have oplyst arbejdsgiveren om det på forhånd. Formålet var at sikre sig bevis for, hvad der blev sagt i forbindelse med forhandling om provisionsløn. I det spørgsmål vurderede retten, at der var et sagligt formål med lydoptagelsen, herunder at der var anledning til at sikre sig bevis for en tilsidesættelse af medarbejderens rettigheder. Retten vurderede også, at hensynet til arbejdsgiveren ikke oversteg medarbejderens interesse i at optage samtalen, siger advokat i Serviceforbundet, Marianne Borker.

- Det er vigtigt at huske på, at sådan en sag altid vil blive bedømt ud fra en konkret vurdering af, om medarbejderen har et sagligt formål med lydoptagelsen, hvad det er for oplysninger, optagelsen kan afdække, og hvad optagelsen bliver brugt til, og en proportionalitetsafvejning, det vil sige en afvejning af hensynet til den ansatte over for hensynet til arbejdsgiveren.

Tag fat i fagforeningen
- Der kan være situationer, hvor det virker som en mulig løsning at optage samtalen uden chefens viden. For eksempel, hvis du har sagt til din chef, at du vil optage samtalen, men hvor chefen så meddeler, at mødet er aflyst. Så er du lige vidt, siger Marianne Borker.

- Jeg vil dog anbefale, at du altid tager fat i din fagforening, inden du eventuelt laver en hemmelig optagelse, fordi dommen fastslår, at det altid er en konkret vurdering, om det er sagligt eller ej, slutter Marianne Borker.

Du kan læse Højesteretsdommen her