Bliv tjekket for KOL
Rygning er den hyppigste årsag til lungesygdommen KOL.
08. november 2019

Har du mistanke om KOL, så få det tjekket

Sundhedsstyrelsens og Lungeforeningens kampagne "Pust Liv" i forbindelse med Lungedag den 20. november sætter blandt andet fokus på lungesygdommen KOL. Du kan blive tjekket for KOL rundt om i hele landet fra 20. – 24. november.

Omkring 320.000 danskere lider af lungesygdommen KOL, men mange af dem ved det reelt ikke. Derfor skal lungekampagnen fra Sundhedsstyrelsen og Lungeforeningen få flere til at kende symptomerne på KOL og gå til lægen, hvis de gennem længere tid har oplevet dem.

Her er symptomerne på KOL
Hoste, slim fra lungerne og åndenød i mere end to måneder kan være symptomer på den kroniske lungesygdom KOL. Det er en sygdom, som årligt er årsag til mere end 3.500 dødsfald i Danmark.

Har du symptomer, er det vigtigt at reagere og få dem undersøgt, for det er nemt at stille diagnosen, og der er gode muligheder for at blive behandlet. Derudover kan du selv gøre noget for at mindske symptomerne og forbedre livskvaliteten. For eksempel holde op med at ryge, være fysisk aktiv og tage inhalationsmedicin.

Her kan du blive tjekket for KOL
I forbindelse med Lungedag den 20. november er der i hele landet lokale arrangementer, hvor du kan få foretaget en lungefunktionsmåling, hvis du har mistanke om KOL eller andre lungesygdomme. Kampagnen varer til og med 24. november.

Region Nordjylland

Region Midtjylland

Region Sydjylland

Region Sjælland

Region Hovedstaden

Se en kort film om KOL