Torben Krüger, socialrådgiver i Serviceforbundet
Kom godt tilbage på jobbet efter at du har haft stress.
Foto: Torben Krüger, Socialrådgiver i Serviceforbundet
13. november 2019

Sådan kommer du tilbage på jobbet efter stress

Har du været sygemeldt med stress, og skal du tilbage på arbejde igen? Få her socialrådgiverens gode råd til at komme tilbage på en god måde, så du undgår at få stress igen.

Hvis du skal tilbage på arbejdet efter en sygemelding med stress, så er der 2 meget vigtige råd fra socialrådgiver Torben Krüger. Du skal starte langsomt op, og der skal være sket ændringer på jobbet, som betyder, at du kan passe dit arbejde uden at blive syg igen.

Se socialrådgiverens råd til at komme godt tilbage på jobbet

- Jo mere forsigtigt, du starter på jobbet, jo større sandsynlighed er der for, at du stille og roligt kan komme op på din normale arbejdstid uden at føle dig presset. Dermed mindsker du risikoen for, at du bliver sygemeldt med stress igen, siger Torben Krüger.

- Det er derfor meget vigtigt, at du får aftalt med din chef, at du starter i en slags skånejob, som gradvist kan trappes op. Hvor lang tid der skal gå, før du kommer op på din normale arbejdstid, vil være forskelligt fra person til person. Men vi taler typisk ikke om uger, men om måneder.

Du skal ikke tilbage til samme job
Med mindre din stress-sygemelding intet som helst har med dit job at gøre, er det meget vigtigt, at der sker ændringer på jobbet i forbindelse med din tilbagevenden efter sygemeldingen.

Mange sygemeldinger med stress er relateret til jobbet. Det kan for eksempel være en chef, der presser dig for hårdt, arbejdsopgaver, du ikke kan magte, problemer med kolleger, manglende indflydelse eller omorganiseringer.

- Hvis du kommer tilbage til nøjagtig samme job med de samme problemer, som var en medvirkende årsag til din sygemelding, så er der en meget stor risiko for, at du blive sygemeldt igen på grund af stress, siger Torben Krüger.

- Du skal derfor sammen med din chef have lavet en plan for dine arbejdsopgaver, så I er enige om, hvordan du bedst starter op uden pres. Aftal, at I løbende taler om, hvordan det går, så I kan justere planen efter behov. Kontakt din tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant eller fagforening for at få hjælp til at aftale en god tilbagevenden til jobbet.

Din bekymring er reel
Efter en sygemelding med stress kan det være svært at komme tilbage på jobbet igen. Du tænker måske på, om du kan klare jobbet, om du kan beholde dine opgaver, om hvad kollegerne tænker, om du bliver anset for at være svag, og om du nu sidder yderst ved en fyringsrunde.

- Det er vigtigt at forstå, at alle kan blive syge med stress. Der er rigtig mange sygemeldinger med stress på de danske arbejdspladser. Så det, der er sket for dig, kan ske for din kollega på et andet tidspunkt, siger Torben Krüger.

Læs mere om stress

Du kan tage en test for at se, om du er ved at få eller har stress