Fridage og helligdage i 2020
Foto:Shutterstock
13. december 2019

Så mange fridage kan du se frem til i 2020

Om lidt er det jul, og nytåret står også for døren med alle de mange gode fridage og helligdage, der følger med. Og så snart det hele er overstået, er det rart at kunne tænke frem på de næste helligdage

Allerede nu kan du begynde at se frem til en ret fin sammensætning af fridage og helligdage.

Allerførst faldt 1. januar på en onsdag. Men så kommer det trælse allerede i slutningen af februar – jep, det er skudår, så der lægges lige en ekstra dag oveni.

Herefter går der en rum tid, før de næste fridage kommer, nemlig påsken. Den ligger helt fornuftigt midt i april, så du kan glæde dig til 9. april, hvor påskehelligdagene starter. De ligger som altid torsdag, fredag og mandag, så det er der ikke noget nyt i.

Og så går det ellers slag i slag. Vi er heldige med 1. maj, hvor mange har fri enten hele dagen eller halvdelen af dagen. Den falder i år på en fredag, hvilket de af jer, der gerne vil til 1. maj-arrangementer rundt om i landet, nok vil mene er rigtig praktisk. Om du har fri eller ej afhænger af din overenskomst, eller hvilken aftale I har på din arbejdsplads.

Store Bededag og Kristi Himmelfartsdag falder også – præcis som de plejer på henholdsvis en fredag – 8. maj - og en torsdag – 21. maj.

Allerede en uge senere er det pinse og som sædvanlig er 2. pinsedag en mandag – i år den 1. juni.

Og så kan vi allerede fredag i samme uge se frem til endnu en særlig dag – nemlig Grundlovsdag – den 5. juni. Også her afhænger en eventuel fridag af aftalerne på din arbejdsplads.

Herefter skal vi langt frem i tiden, før der er flere fridage og helligdage. Faktisk helt frem til december, hvor juleaften falder på en torsdag og 1. og 2. juledag derfor henholdsvis fredag og lørdag. Så hvis du normalt ikke arbejder i weekenden, går der altså i år en helligdag til spilde.

Efter jul skal du leve med hele 3 arbejdsdage, inden det bliver nytårsaften, som ligger præcis en uge efter juleaften, og altså også falder på en torsdag med 1. nytårsdag om fredagen.

Det er bare med at nyde den forholdsvis gode sammensætning af helligdage i år, for i 2021 ser det virkelig skidt ud for den almindelige lønmodtager. Men den tid, den sorg. Det venter vi et års tid med at kigge på.