Det her skal du vide, når dit barn bliver sygt
Du har ret til at holde barnets første sygedag som offentligt ansat, men din arbejdsgiver skal give dig fri.
Foto: Shutterstock
11. februar 2020

Det her SKAL du vide, når dit barn bliver sygt

Som offentligt ansat kan du ikke bare holde barns første sygedag, når det passer dig. For barnets første sygedag er den første dag, barnet er sygt - ikke den første dag, du har brug for at passe dit barn. Det er bare én af flere regler, som du skal kende til - så du ikke træder ved siden af, når dit barn bliver sygt.

Du kan KUN få fri til at passe dit barn, hvis ingen andre kan gøre det.

Det betyder, at hvis din partner, et familiemedlem eller andre kan tage sig af dit barn, bortfalder din ret til barns sygedage.

Det kan for eksempel være en farmor eller din partner. Det er altså ikke en gyldig grund, at din partner er for træt til at gøre det eller skal på natarbejde og derfor har brug for at sove.

I SKAL ikke være biologiske forældre for at tage barns sygedage
Papforældre kan nemlig også tage barns sygedage, hvis barnet ‘tager ophold’ i boligen, hvor du bor. At tage ophold betyder, at barnet nogle gange bor der.

Det er din chef, som vurderer, om du må få fri (i princippet). Det hedder sig nemlig, at dit fravær skal være ‘foreneligt med forholdene på tjenestestedet’. Det er dog meget sjældent, at en arbejdsgiver ikke giver lov til at afholde barns sygedage.

Der er ingen regler om, hvilken sygdom dit barn skal have
Der findes ikke nogen regler eller oversigter over sygdomme, som ‘udløser’ ret til barns sygedage. Det er en vurdering, hvornår der er brug for, at dit barn kan blive passet af dig.

Jo ældre barnet bliver, jo værre skal sygdomstilstanden være. Men i praksis er det op til dig selv at vurdere, hvornår behovet er der. Der er ingen tradition for at bede en læge vurdere det. Reglerne for børns sygedage gælder for børn, der ikke er fyldt 18 år.

Hvis dit barn bliver rask, men bliver syg igen, kan du holde fri igen
Der er nemlig ikke nogen klar definition af, hvornår en ny sygeperiode for dit barn kan starte.

Men du skal selvfølgelig ikke udnytte situationen.

Hvornår starter første sygedag?
Bliver dit barn sygt sent på eftermiddagen starter barnets første sygedag først dagen efter. Ellers er den første sygedag den dag, hvor sygdommen starter.

Barnets anden sygedag er altid dagen efter den første dag, dit barn har været sygt. Det gælder uanset, om du har holdt barnets første sygedag.

Hvis dit barn er sygt en fredag, og du holder barnets første sygedag der, så er lørdag barnets anden sygedag, uanset om du skulle på arbejde lørdag eller ej.