Hvorfor er mit ferietillæg er mindre i år, end det plejer at være?
Selv om du kun får ferietillæg for 8 måneder i år, kan der måske alligevel blive råd til lidt ekstra i ferien.
24. april 2020

Hvorfor er mit ferietillæg mindre i år, end det plejer at være?

Du får udbetalt ferietillæg for 8 måneder og ikke for 12 måneder, som de tidligere år. Pengene for de sidste 4 måneder bliver indefrosset og udbetalt, når du når pensionsalderen. Det sker på grund af den nye ferielov. De fleste vil få ferietillægget i maj-lønnen

1. september 2020 træder den nye ferielov i kraft. Inden da er der nogle overgangsregler, som blandt andet påvirker dit ferietillæg.

Det almindelige ferietillæg på 1 procent af din løn er nu ikke for 12 måneder, men for 8 måneder. Dermed vil beløbet være mindre. Pengene forsvinder ikke, men sættes ind på en konto (Lønmodtagernes Feriemidler) og gemmes, til du når pensionsalderen.

Når den nye ferielov er trådt i kraft 1. september 2020, vil du igen få ferietillæg for 12 måneder. Du vil herefter få dit ferietillæg udbetalt, når du holder ferie. Så får du det tillæg, der svarer til den ferie, du holder, eller får dit ferietillæg udbetalt 2 gange om året. Det vil afhænge af din overenskomst. 

Måske har du ret til mere end 1 procent

Nogle overenskomster giver ret til mere end 1 procent i ferietillæg. Hvis du får mere end 1 procent, bliver de ekstra penge udbetalt, sådan som de plejer at blive udbetalt. De bliver dermed ikke indbetalt til Lønmodtagernes Feriemidler.

Der kan også være andet i forbindelse med ferietillægget i din overenskomst, som du skal være opmærksom på.

- Vær opmærksom på, at hvis ferietillægget er højere end 1 procent, skal du have den del af tillægget udbetalt for 12 måneder. Og du kan altid tale med din tillidsrepræsentant, om ikke det er en god idé at forhandle med ledelsen om udbetaling af ferietillægget til normal sats. Det vil være en fordel for jer, og I kan højst få et nej, siger lønkonsulent i Serviceforbundet Allan Schlundt.

- Her er et eksempel: Har du 4 procent i ferietillæg, så vil perioden 1/9 2019 – 31/8 2020 (hensættelsesåret) kun udmønte 3 procent, idet 1 procent af ferietillægget tillægges feriepengene på 12,5 procent. Du har altså kun ret til 3 procent ferietillæg af de sidste 4 måneder af 2019 (Det, der skal udbetales 1. maj 2020). Men hvis I kan forhandle med arbejdsgiveren, at I får alle 4 procent, så er det til jeres fordel.

Kontakt din fagforening, hvis du er i tvivl om dit ferietillæg.