Søg om uddannelse og kurser og få op til 25.000 kr. i støtte.
Søg om uddannelse og kurser og få op til 25.000 kr. i støtte.
Foto: Shutterstock
19. juli 2020

Kompetenceudvikling: Ansøg om støtte

Hvis du også godt kunne tænke dig at få udviklet dine kompetencer indenfor dit arbejdsområde som kirketjener, kan du søge Den Statslige Kompetencefond om støtte til uddannelser og kurser.

Hvert år får Den Statslige Kompetencefond tilført nye overenskomstmidler til kurser og uddannelser, som også du kan få glæde af.

Hvis du gerne vil videreuddannes og klædes endnu bedre på til dit arbejde, er der masser af forskellige uddannelses- og kursusforløb, som du kan søge støtte til.

Få op til 25.000 kr. i støtte
Du kan som udgangspunkt søge om op til 25.000 kr. pr. kalenderår. Støtten kan dække uddannelses- og kursusgebyrer, undervisningsmaterialer samt transport og ophold.

Du skal aftale uddannelsen eller kurset med dit menighedsråd/daglige leder. Det skal du, fordi din arbejdsgiver skal være med til at finansiere uddannelsen fx i form af at give dig fri til at videreuddanne dig.

Selve ansøgningen skal derfor også godkendes af din leder/kontaktperson, før den bliver behandlet af fonden.

Sådan gør du
Som kirketjener er du omfattet af en statslig overenskomst, så derfor kan du søge støtte fra fonden. Du kan søge støtte til både voksenundervisning, arbejdsmarkedsuddannelser (AMU), diplomuddannelser, fagspecifikke kurser og meget mere.

Ansatte i den danske folkekirke er omfattet af OAO’s fondspulje, som du kan se mere om her. Her finder du også fondens positivliste, der er listen over de aktiviteter, som fonden allerede har vurderet, er berettiget til støtte. Du kan dog også søge støtte til andre aktiviteter.

Du kan indsende ansøgning om støtte op til 9 måneder, før uddannelsen eller kurset starter, og helt frem til dagen før. Du kan altså ikke søge støtte til aktiviteter, som du allerede har påbegyndt.

Søg om støtte her.