Når den nye ordning træder i kraft, vil a-kassen formentlig få mange henvendelser fra ansatte i arbejdsfordeling om den midlertidige adgang til supplerende dagpenge.
Når den nye ordning træder i kraft, vil a-kassen formentlig få mange henvendelser fra ansatte i arbejdsfordeling om den midlertidige adgang til supplerende dagpenge.
Foto: Shutterstock
15. september 2020

Forbundsformand: Dagpenge til ikke-medlemmer er prisen for en god aftale

Den nye aftale om arbejdsfordeling giver ansatte uden a-kasse midlertidig adgang til supplerende dagpenge. Formand for Serviceforbundet John Nielsen mener, at det er ok i disse krisetider.

- De ansatte, der ikke er medlem af en fagforening og en a-kasse, har jo selv valgt at stå udenfor. Normalt er min grundlæggende holdning, at de der betaler, får goderne, siger Serviceforbundets formand John Nielsen.

- Men jeg har også forståelse for, at der bliver lavet et lovforslag, som skal hjælpe alle i denne krise. Og set i det lys må det være prisen for den nye ordning om arbejdsfordeling, som giver adgang til et midlertidigt medlemskab af a-kassen.

- Det er jo ikke et frikort, man får. Dels koster en måneds medlemskab 3 måneders kontingent, dels har de ikke vundet dagpengeretten uden videre. De skal optjene på lige vilkår som andre.

De kan se, at fagbevægelsen er stærk
John Nielsen mener, at fagbevægelsen har været en synlig medspiller med stor indflydelse under coronakrisen. Han håber, at mange har fået øjnene op for, hvad fagbevægelsen står for og bidrager med.

- Coronakrisen har vist, at den danske model fungerer særdeles godt med de 2 parter på arbejdsmarkedet og Folketinget. Det håber jeg, er blevet bemærket hos alle lønmodtagerne.

- Solidaritet har fået en ny betydning. Vi har set, at vi alle sammen klarer os bedre ved at være solidariske og stå sammen.

- Til gengæld forventer jeg også, at de også melder sig ind i fagforeningen, når de har set de mange fordele ved at være med i en fagforening og a-kasse og fagbevægelsens indflydelse under en krise, slutter John Nielsen.   


Sådan er reglerne for den nye aftale om arbejdsfordeling og supplerende dagpenge

Den nye trepartsaftale sikrer lønmodtagerne på det private arbejdsmarked bedre mulighed for at beholde deres arbejde i resten af året. Den nye ordning skal afbøde konsekvenserne af, at lønkompensationsordningen nu er udløbet.

Aftalen betyder, at de ansatte kan deles om arbejdet. Dermed kan du være ledig på dagpenge i nogle uger og på arbejde i andre uger.

Hvis din virksomhed vælger at benytte ordningen, vil du arbejde mellem 50 og 80 procent af tiden på din normale løn og være hjemsendt på dagpenge resten af tiden.

I de uger, hvor du er ledig, modtager du supplerende dagpenge, som er 120 procent af den højeste dagpengesats. Det svarer til 143,50 kroner i timen. For en måneds ledighed på fuld tid vil det være op til 23.000 kroner.

Du skal være medlem af a-kassen for at få supplerende dagpenge i den nye ordning
Den nye ordning giver ekstraordinært mulighed for, at du kan melde dig ind i a-kassen og betale kontingent bagud.

Du betaler 3 måneders medlemskab pr. måned. Det dækker 2 måneders bagudrettet medlemskab pr. måned samt almindeligt kontingent i perioden med supplerende dagpenge under arbejdsfordeling. Efter udløb af den midlertidige ordning vil du ikke have ret til dagpenge.

Er du medlem af en a-kasse, men endnu ikke dagpengeberettiget, får du ret til supplerende dagpenge under en arbejdsfordeling, hvis du ligeledes har indbetalt eller indbetaler a-kasse-bidrag på 2 måneders medlemskab bagudrettet pr. måned under en arbejdsfordeling, samt betaler det almindelige kontingent i perioden for arbejdsfordelingen. 

De nye regler er ekstraordinære og gælder kun under den nye midlertidige ordning.