John Nielsen, Formand i Serviceforbundet
- Der er grund til at være stolt af, at Danmark er foregangsland i kampen for et godt psykisk arbejdsmiljø, siger John Nielsen, formand for Serviceforbundet.
30. september 2020

Klare regler om psykisk arbejdsmiljø skal kunne mærkes ude på den enkelte arbejdsplads

Det er en stor dag for lønmodtagerne i Danmark og jeg er en meget glad forbundsformand, fordi Danmark igen går forrest, når det gælder arbejdsmiljøet.

- Når en halv million danskere føler sig udbrændte på grund af stress, så er der noget galt med det psykiske arbejdsmiljø. Men hidtil har fokus været på det fysiske arbejdsmiljø, siger John Nielsen, formand for Serviceforbundet.

- Nu har Danmark som det første land i Europa lavet en bekendtgørelse om det psykiske arbejdsmiljø, og det er der grund til at være stolt af. 
Det psykiske arbejdsmiljø er udfordret i alle brancher i fagforeningerne under Serviceforbundet. I bekendtgørelsen peges blandt på arbejds- og tidspres, uklare krav, følelsesmæssig involvering, mobning og vold. Vi har desuden brancher som for eksempel vagterne, der har ekstra høje udfordringer på det psykiske arbejdsmiljø. 

Med bekendtgørelsen får vi alle og især arbejdsmiljørepræsentanterne et konkret værktøj ude på den enkelte arbejdsplads, siger John Nielsen og opfordrer alle til at bruge de nye muligheder.