Torben Vangssgaard
Torben Vangsgaard
22. januar 2021

OK21: Overenskomstforhandlinger på det offentlige område

For øjeblikket forhandles overenskomsten for ansatte i kommuner, regioner og i Staten. Se her, hvad det betyder for dig.

Torben Vangsgaard deltager for øjeblikket i forhandlingerne om de nye overenskomster på det offentlige område.

Overenskomstforhandlingerne for Staten foregår i fællesskab med de øvrige offentlige forbund (CFU - OAO). Det samme er tilfældet for Forhandlingsfællesskabet kommunerne og regionerne.

Forhandlingerne på de 3 områder sker sideløbende, men normalt er det Statens overenskomster, som først falder på plads. Derefter kommer kommuner og regioner normalt hurtigt efter.

”Jeg forventer, at de fælles forhandlinger på statens område er afsluttet i begyndelsen af februar med kommuner og regioner kort tid efter,” forudser faglig sekretær i Serviceforbundet Torben Vangsgaard, som deltager i forhandlingerne sammen med de berørte fagforeninger under Serviceforbundet. Det har han gjort siden 2006, så han har god erfaring med forløbet. ”Herefter er der 4 uger, hvor Forbundet / fagforening selv skal forhandle egne aftaler.”

Møderne til forbundenes og fagforeningernes egne forhandlinger er allerede ved at blive booket, så forhandlingerne kan gå i gang, når de fælles forhandlinger er færdige. I Serviceforbundet har disse fagforeninger medlemmer, som får forhandlet overenskomst lige nu: VSL, ESL, Faglig Puls, Kirketjenerne, FAKK, Landbrug og Tilsyn.

”Det mest særlige er, at forhandlingerne foregår i et Corona-år, hvor vi ikke kan mødes fysisk. Derfor foregår forhandlingerne på video-møder, og det er ikke det samme,” siger Torben Vangsgaard. ”Jeg håber, at der bliver åbnet mere op i samfundet, så vi kan mødes rigtigt.”

Kravene er i år
Løn, pension og forbedret frivalgsordning står højest på prioriteringslisten.

”I år er der stor interesse for at få udbygget fritvalgsordningen, så der kommer flere valgmuligheder, som man kender det fra det private område, hvor man blandt andet kan bruge fritvalgskontoen til frihed som fx ekstra omsorgsdage, seniordage, børns lægebesøg m.m.,” siger Torben Vangsgaard.

Der er også krav til flere andre dele af overenskomsten, fx forbedring og tryghed ved udlicitering, seniorordninger, kompetenceudvikling og meget andet.

”I år lægger vi vægt på, at der er penge til decentrale forhandlinger, fordi de skal bruges til forbedringer i forbundenes organisationsaftaler og overenskomster,” forklarer Torben Vangsgaard,

Afstemning
Når alle forhandlingerne er afsluttet, skal resultatet til afstemning hos de berørte medlemmer. Afstemningen foregår elektronisk, og alle berørte medlemmer får direkte besked, når det er tid til at stemme.