Din arbejdsgiver har ikke ret til uden videre at fyre dig for at ansætte en anden i det samme job.
Din arbejdsgiver har ikke ret til uden videre at fyre dig for at ansætte en anden i det samme job. Foto: Shutterstock
15. april 2021

Hvis jeg bliver fyret, må min arbejdsgiver så ansætte en ny i mit job?

Svaret på dette afhænger af omstændighederne ved din fyring. Få reglerne af chef for Faglig Afdeling i Serviceforbundet, Anders Dupont Dall.

Afskedigelse skal som hovedregel kun accepteres, hvis enten medarbejderen ikke løser sine arbejdsopgaver, eller hvis virksomhedens behov tilsiger en afsked, for eksempel som følge af nødvendige besparelser eller bortfald af opgaver. 

- Din arbejdsgiver kan altså ikke uden videre fyre dig og erstatte dig med en anden, der skal lave nøjagtig det samme som dig, medmindre en række betingelser er opfyldt, siger chef for Faglig Afdeling, Anders Dupont Dall.

Din arbejdsgiver kan godt fyre dig og ansætte en anden i din stilling, hvis

  • Du er fyret, fordi du væsentligt har misligholdt dit job. Altså, hvis du for eksempel ikke møder til aftalt tid flere gange eller ligefrem udebliver fra arbejdet uden grund, har opført dig grænseoverskridende på jobbet og lignende.
  • Du er fyret, fordi din stilling har udviklet sig til at kræve et helt andet kompetenceniveau, end det du har. Altså hvis din stilling bliver ændret i en sådan grad, at din afløser skal have et højere eller andet uddannelsesniveau end dig. 

Man kunne i stedet efteruddanne
- Jeg vil dog anse det for at være både god skik og en retlig forpligtelse, hvis din arbejdsgiver tilbyder at opkvalificere dig i stedet for at fyre dig og ansætte en anden. Det kan jo være, at du kan beholde jobbet, hvis du får en relevant efteruddannelse. Det må være fair at give medarbejderen en chance for at udvikle sig. Faktisk er det jo en del af ledelsesretten at kræve, at medarbejderne udvikler sig i jobbet, og den ret forpligter, siger Anders Dupont Dall. 

- Det koster naturligvis penge og tid at opkvalificere medarbejdere, men arbejdsgiveren skal huske på, at en ny medarbejder skal sættes ind i det nye job, og det går der også tid med. Der er selvfølgelig grænser. Men arbejdsgiver har en betydelig forpligtelse til at udvikle medarbejderne i det omfang, medarbejderen har ressourcerne hertil. 

Saglige og usaglige fyringer
Nedskæringer, omlægninger, omstruktureringer og almindelige besparelser er som nævnt normalt gyldige grunde til afskedigelser.

Derimod er det usagligt at fyre på grund af alder, køn, etnicitet, graviditet og handicap. Hvis det sker, så kan din fagforening hjælpe dig. 

Netop i forhold til at kunne kræve en saglig behandling ved afsked, står man meget ringe, hvis man er ansat som timelønnet i den private sektor uden for en overenskomst. Her er lønmodtagerne i meget vidt omfang underlagt arbejdsgivers moral. 

Også derfor er det så vigtigt at være ansat i et overenskomstdækket arbejde. 

Nedskæringer
Bliver du fyret sammen med en del andre kolleger med den begrundelse, at din arbejdsplads skal skære ned, så vil det være mistænkeligt og underligt, hvis arbejdsgiveren hurtigt derefter begynder at ansætte igen.

Mange af opgaverne skal stadig udføres, selv om der bliver skåret ned. Det er lovligt for arbejdsgiveren at bede de tilbageblevne løse nogle af de opgaver, som de opsagte medarbejdere udførte.

- Vi ser af og til, at en arbejdsplads, der tidligere har fyret en del medarbejdere, begynder at ansætte igen, og også i de samme typer job, som de opsagte medarbejdere havde. Det er svært at sige, hvor længe der skal gå, før det er i orden. I nogle brancher går det hurtigt op og ned i forhold til kunder og indtjening, og derfor kan en virksomhed måske godt skære ned og så få brug for en del medarbejdere igen et halvt år efter. Vores udgangspunkt vil være, om arbejdsgiver på tidspunktet, hvor beslutningen om afskedigelse blev truffet, enten vidste eller burde vide, at han fik brug for arbejdskraften igen, siger Anders Dupont Dall.

Kontakt din fagforening
Anders Dupont Dall råder dig til at kontakte fagforeningen, hvis en fyring ikke virker ok, og hvis arbejdsgiveren bruger fyringen til at erstatte dig med en anden, chefen hellere vil have.

- Hvis du mener, at du er blevet sagt op, fordi arbejdsgiveren hellere vil have en anden end dig til at udføre det samme arbejde, så kan det være, at din opsigelse er usaglig begrundet. Det kan din fagforening hjælpe dig med, og hvis arbejdsgiveren ikke kan give en saglig begrundelse, så kan du have krav på en erstatning, typisk i form af et antal måneders løn, slutter Anders Dupont Dall.