Scanning af pas
17. september 2021

NemIDs afløser på vej: Derfor skal du scanne dit pas

Fra oktober skal vi alle skifte NemID ud med MitID. Se, hvad det betyder for dig.

Overgangen til MitID starter i oktober 2021, og de sidste borgere skal have skiftet fra NemID til MitID senest 30. juni 2022.

Scanning af pas
Har du fået brev om, at du skal scanne dit pas for at få NemID-afløseren MitID? Nogle har slet ikke noget pas, og andre har for gamle telefoner. Hvad gør man så? Her får du svar på de mest almindelige spørgsmål.

Hvad gør jeg, hvis min mobiltelefon er for gammel?
Opdateringen af ID-oplysninger til NemID kræver en nyere telefon, der kan scanne chippen i passet. Det er blandt andet en iPhone 7 og nyere modeller samt Android-telefoner med Android 7.0 eller nyere udgaver af Googles mobilsoftware.

Har du en ældre telefonen eller slet ingen mobiltelefon, kan du ikke scanne dit pas med din telefon nu. Men du kan få hjælp i Borgerservice i din kommune.

Og selv om din telefon ikke er i stand til at aflæse passets data, kan du måske alligevel godt kunne bruge MitID på den, når først sikkerhedsproceduren er klaret. For ifølge Digitaliseringsstyrelsen, vil Apple-telefoner helt tilbage til iPhone 5S fra 2013 godt kunne bruge MitID-appen. Det samme gælder for ældre Android-telefoner, som heller ikke kan aflæse pasoplysningerne.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke har en smartphone?

Har du ikke en smartphone, kan du få en kodeviser eller en kodeoplæser, som du kan bruge, når du skal logge på MitID.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke har et gyldigt pas?
Hvis du ikke har et gyldigt pas, kan du ikke scanne passet og må vente lidt endnu med at få MitID.

Du vil i det tilfælde senere få et brev med information om andre måder at opdatere sine ID-oplysninger.

Så hvis du ikke har et gyldigt pas, skal du ikke være bekymret. Du behøver ikke at bestille et pas. Du kan også få hjælp i Borgerservice i din kommune.

Hvordan scanner jeg mit pas?
Du skal scanne første side i dit gyldige danske pas og chippen i passet med din mobiltelefon.

Det tager et par minutter.

Du skal bruge telefonens kamera og NemID-appen. Vejledningen står i brevet.

Passet skal være udstedt efter 1. januar 2012 for at være udstyret med en chip.

Når passet bliver scannet, tjekker appen i Rigspolitiets systemer, at passet fortsat er gyldigt.

Digitaliseringsstyrelsen har lavet en video, hvor du kan se, hvordan du gør.

Hvordan logger man sig på MitID?
På MitID kan du logge på med en app på samme måde som med nøgleappen til NemID. Du har også mulighed for at bruge en kodeviser og en kodeoplæser.

Hvis jeg ikke har dansk pas
Du skal kun foretage dig noget nu, hvis du har et dansk pas udstedt efter 1. januar 2012 og en telefon, der kan scanne chippen i passet.

Kan du ikke det, skal du se bort fra beskeden i nøgleappen og det brev, du modtager med Digital Post. Du kan forsætte med at bruge dit NemID, helt som du plejer.

Du vil senere få Digital Post fra Digitaliseringsstyrelsen, hvor du får at vide, hvad du skal gøre for at få MitID. Er du fritaget fra Digital Post, vil du modtage et fysisk brev med posten.

Øv dig på MitID
Hvis du vil se, hvordan MitID kommer til at fungere, kan du øve dig her.

 
demo.borger.dk kan du prøve, hvordan det er at logge på MitID med både MitID-app, kodeviser og kodeoplæser.

Har du spørgsmål om MitID og oplysning af ID?
Digitaliseringsstyrelsen har en support-telefon, du kan ringe til, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp til at opdatere dine ID-oplysninger.

Supporten har telefon 33 98 00 12 og mail: idopdatering@digst.dk.