Forældre får ret til at blive hjemme på dagpenge med deres coronasmittede barn.
Forældre får ret til at blive hjemme på dagpenge med deres coronasmittede barn. Foto: Shutterstock.
24. november 2021

Forældre til hjemsendte børn får ret til dagpenge

FH, Dansk Arbejdsgiverforening DA og beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye (S) er enige om at genindføre dagpenge for forældre med hjemsendte børn og suspendering af arbejdsgiverperioden, som følge af den stigende coronasmitte. Aftalen skal nu behandles i Folketinget.

Hvis Folketinget vedtager forslaget, så kan forældre til hjemsendte børn som følge af covid-19 få dagpenge.

Forslaget omfatter

  • forældre til børn, der er smittet med covid-19
  • forældre til børn, der sendes hjem på grund af et eller flere konkrete covid-19 smittetilfælde i dagtilbuddet, på skolen eller institutionen mv., også selv om børnene ikke selv har symptomer på covid-19

Det er forudsat, at hjemsendelsen fra dagtilbuddet, skolen eller institutionen mv. sker efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

Arbejdsgivere får ret til refusion

Med den midlertidige suspendering af arbejdsgiverperioden får arbejdsgivere ret til sygedagpengerefusion fra første fraværsdag for lønmodtagere, der er dokumenteret smittet med covid-19.

Med ordningen får arbejdsgivere ligeledes ret til sygedagpengerefusion fra første fraværsdag for medarbejdere, der efter sundhedsmyndigheders anbefaling skal gå i selvisolation, fordi de vurderes at være ”nær kontakt” til en smittet.

(kilde FH)