Ikke alle arbejdsgivere ved, hvad de må spørge om til jobsamtalen.
Ikke alle arbejdsgivere ved, hvad de må spørge om til jobsamtalen. Foto: Shutterstock
07. december 2021

Hvad må arbejdsgiver spørge om til jobsamtalen?

Nogle medlemmer i fagforeningerne i Serviceforbundet oplever at få upassende eller ligefrem ulovlige spørgsmål til jobsamtaler. Se, hvad du skal være særlig opmærksom på.

”Hvis jeres barn bliver syg, hvem af jer tager så barns første sygedag?” Har du tidligere været ramt af stress?”, eller ”Tager du noget medicin?”

- Det er eksempler på spørgsmål, man som jobsøgende kan risikere at blive stillet til en jobsamtale. Arbejdsgiveren skal selvfølgelig afklare, om kandidaten er den rette, men det betyder ikke, at de må spørge til hvad som helst, understreger Serviceforbundets advokat og chef for Faglig Afdeling Anders Dupont Dall.

Tommelfingerreglen er som udgangspunkt enkel: Arbejdsgiver må spørge til det, der omhandler arbejdet og de opgaver, der skal udføres, mens alt, hvad der handler om privatliv i form af for eksempel generel helbredstilstand, trosretning eller politisk overbevisning, ikke hører til i en jobsamtale. Kan du sandsynliggøre, at du er blevet frasorteret på grundlag af en af de ting, kan du kontakte din fagforening og få rådgivning.

- Du skal i øvrigt være opmærksom på, at arbejdsgiver fx gerne må spørge til din alder og dit køn, men arbejdsgiver må ikke lægge vægt på disse forhold, når vedkommende træffer sin afgørelse om ansættelse, understreger Anders Dupont Dall.

Vær ekstra opmærksom på visse emner
- Alligevel er der spørgsmål, der ligger i en gråzone, og hvor det gælder om at være ekstra opmærksom, siger Anders Dupont Dall. Og der er også forskel på spørgsmål, som arbejdsgiver ikke må stille, og spørgsmål, som arbejdsgiver ikke bør stille.

Her følger en række eksempler på spørgsmål inden for nogle af de emner, hvor der kan opstå ubehagelige eller ligefrem ulovlige spørgsmål.

Helbred
Hvordan er dit helbred generelt?
Det er ikke lovligt at spørge til dit helbred generelt.

Har din (konkrete) sygdom indflydelse på, hvordan du vil kunne varetage jobbet?
Du har pligt til at oplyse til arbejdsgiver, hvis du har en sygdom, der kan have væsentlig indflydelse på dine muligheder for at varetage arbejdet. Det betyder, at hvis du fx søger et job som flyttemand, vil du som udgangspunkt være forpligtet til at gøre arbejdsgiver opmærksom på det, hvis du fx har en betydelig ryglidelse, der medfører funktionsnedsættelse, når det kommer til eksempelvis tunge eller skæve løft. Men arbejdsgiver må som altovervejende udgangspunkt ikke selv spørge til det.

Har du tidligere været ramt af stress?
Udgangspunktet er igen, at du ikke er forpligtet til at oplyse om dit helbred. Det gode svar i sådanne situationer kan være blot at sige nej, men du skal dog være opmærksom på, at hvis du har varige væsentlige skånehensyn som følge af fx stress, kan du som lønmodtager være forpligtet til at oplyse arbejdsgiver om det.

Graviditet, børn og familie
Hvem tager barns første sygedag?
Det er ikke et ulovligt spørgsmål, men her er det klogt blot at svare ”Det deles vi om”. Dog skal man måske overveje, om det er en arbejdsplads, du ønsker at være på, når arbejdsgiver spørger til den slags.

Planlægger du en familieforøgelse?
Dette må arbejdsgiver ikke spørge til. Heller ikke selv om der er tale om en kort tidsbegrænset ansættelse, hvor ansøgeren ikke ville kunne arbejde meget af tiden.

Trosretning eller politisk overbevisning
Hvad stemmer du?
Som udgangspunkt bryder spørgsmålet med loven, men undtagelsen er, hvis jobbet er i en virksomhed, der har til formål at fremme et bestemt politisk standpunkt. Bliver du ansat i sekretariatet i et politisk parti, kan arbejdsgiver godt vælge at sikre sig, at du kan identificere dig med de holdninger, du skal fremme.

Hvilken trosretning har du?
Som udgangspunkt bryder spørgsmålet med loven, men undtagelsen er, hvis jobbet er i en virksomhed, der har til formål at fremme et bestemt religiøst standpunkt. Bliver du fx ansat i et trossamfund, og er din opgave at udbrede troen, vil det som udgangspunkt blive anset som rimeligt, hvis arbejdsgiver vil sikre sig, at du har en eller anden form for sympati for opgaven.

Alder
Hvor gammel er du?
Alder er ikke et sagligt kriterium for at fravælge en ansøger, men arbejdsgiver må faktisk både direkte og indirekte spørge til det. Og særligt hvis jobbet fx kræver en bestemt alder, fx ved behov for kørekort, at kunne sælge alkohol m.v.

Hvor mange års erfaring har du?
Dette spørgsmål må arbejdsgiver gerne stille.

Kontakt din fagforening, hvis du er i tvivl
Anders Dupont Dall opfordrer medlemmerne til at kontakte fagforeningen, hvis man er i tvivl om, hvorvidt de har fået ulovlige spørgsmål til en jobsamtale.

- Der er ikke noget at sige til, at man kan blive i tvivl om, hvorvidt et spørgsmål er okay eller ej, og man er altid meget velkommen til at kontakte os og spørge om det, siger han.

- Jeg plejer med et lille smil at sige, at i jobsøgning og kærlighed må man gerne stille sig selv i et lidt bedre lys end normalt, så man skal ikke rutte med sandheden. Man skal give det svar, der stiller en bedst muligt. Man må selvfølgelig ikke lyve, men hvis arbejdsgiver stiller et ulovligt spørgsmål, så er der ikke noget galt i at svare, som det passer en, siger Anders Dupont Dall.

Du kan kontakte Serviceforbundet her