Der er ingen grund til at komme op at toppes med din arbejdsgiver. Prøv først med dialog. Foto: Shutterstock
Der er ingen grund til at komme op at toppes med din arbejdsgiver. Prøv først med dialog. Foto: Shutterstock
08. december 2021

3 gode råd til, hvad du skal være opmærksom på i forhold til Corona og jobbet, hvis du rejser til udlandet

Situationen med COVID19 er i øjeblikket så usikker og ændrer sig dag for dag, så det er svært at give en præcis vejledning i forhold til rejser til og fra lande, hvor Corona-smitten er høj. Serviceforbundets advokat, Anders Dupont Dall, giver her nogle overordnede råd. Se de 3 gode råd.

Førhen farvede Udenrigsministeriet verden i røde, gule og grønne nuancer i forhold til COVID19. Denne praksis ophørte 15. oktober i år. Nu drejer farverne sig om sikkerhedsfaktorer som bl.a. risiko for krig, terror, politisk uro, naturkatastrofer, risiko for kidnapning og øvrige risici.

Serviceforbundets advokat, Anders Dupont Dall giver 3 gode råd i forhold til Corona, hvis du skal på ferie, så du undgår påtale, fyring, afskedigelse eller bortvisning.

Råd nummer 1

  • Undersøg, om rejsen er mulig, selvom du er færdigvaccineret. Tjek sikkerhedsforholdene i rejsevejledningen og undersøg, om der på rejsemålet gælder særlige COVID-19 indrejseregler. Tjek ambassadens COVID-19 hjemmeside om, hvilke regler der gælder. 

Tjek også løbende Udenrigsministeriets hjemmeside om COVID-19. 

Råd nummer 2

  • Tal med din arbejdsgiver, inden du bestiller flybilletten. Med dialog kommer man længst. Det kan være, at der er særlige grunde til, at du ikke bør rejse på ferie til netop det land. Eller I kan måske aftale, at du arbejder hjemmefra i ugerne efter din hjemkomst. Måske kan aftalen være, at du bliver hjemme for egen regning et par uger efter, du er vendt hjem.

Råd nummer 3

  • Følg så vidt muligt din arbejdsgivers saglige pålæg om, at du ikke må udsætte dig selv eller andre for unødig smittefare. Hvis pålægget er sagligt, og du trodser din arbejdsgiver og ikke er i stand til at arbejde, når du kommer hjem, kan din arbejdsgiver - afhængig af påbuddets form - afskedige dig.  

Ikke mere COVID19-farvet verdenskort

15. oktober i år ophørte Udenrigsministeriets COVID-19 baserede rejsevejledninger, så det fremover er sikkerhedssituationen og ikke smittesituationen i et land, som afgør farven. Rejsevejledningernes farver gælder for alle danske rejsende.

Fra den 15. oktober 2021 er Udenrigsministeriets rejsevejledninger normaliseret og vejledningerne svarer til tiden før pandemien brød ud, hvor det er sikkerhedsrisikoen for den rejsende på rejsemålet, som bestemmer farven. Det drejer sig om sikkerhedsfaktorer som bl.a. risiko for krig, terror, politisk uro, naturkatastrofer, risiko for kidnapning og øvrige risici. Dermed har rejsevejledningens farver betydning for alle danske rejsende uanset deres vaccinestatus.