I perioden 2010 til 2021 er der sket en stigning i andelen af danskere, der har været meget generet af søvnbesvær eller søvnproblemer.
I perioden 2010 til 2021 er der sket en stigning i andelen af danskere, der har været meget generet af søvnbesvær eller søvnproblemer. Foto: Shutterstock.
20. juni 2022

Stjæler chefen din nattesøvn?

Din leder kan ende med at blive en søvntyv af værste skuffe, for dårlig ledelse er en af de største stressfaktorer på arbejdet, og stress og søvnkvalitet hænger sammen som ærtehalm, siger søvnekspert Mikael Rasmussen. Han giver også en række gode råd til at overkomme søvnproblemerne.

Solens stråler trænger ind gennem gardinet, fuglene kvidrer og maven rumler måske. Det er morgen, og du strækker dig for veludhvilet at stå op og tage hul på en ny dag, hvor du tager på arbejde og effektivt får løst dine opgaver med højt humør.

Måske er scenariet en smule rosenrødt, og sådan er det næppe hver dag for os alle, men for nogen kan hver dag være en kraftanstrengelse at komme igennem, fordi de sover dårligt. Ikke bare en enkelt nat, men med jævne mellemrum eller hver eneste nat.

I perioden 2010 til 2021 er der sket en stigning i andelen af danskere, der har været meget generet af søvnbesvær eller søvnproblemer inden for de seneste 14 dage. Andelen er steget fra 10,2 procent i 2010 til 15,0 procent i 2021. Dyk ned i tallene her.

Og nogle af de søvnplagede danskeres problemer med at sove kan være forårsaget af en chef med dårlige lederevner. For der er mange ting, der kan føre til dårlig søvn, men en af dem er problemer på arbejdspladsen. Og blandt de helt store problematikker, danske lønmodtagere døjer med, er dårlig ledelse.

Forskning viser sammenhæng
Et norsk studie har tidligere vist, at oplever man at blive chikaneret af ledelsen, kan det føre til dårlig nattesøvn. Det er forskning fra det norske arbejdsmiljøinstitut STAMI, hvor forskere undersøgte sammenhængen mellem chikanerende ledelse og helbredsproblemer, der er kommet frem til den konklusion.

Og at netop dårlig ledelse kan gå hårdt ud over nattesøvnen, kommer ikke bag på søvnekspert Mikael Rasmussen.

- Det er der ingen tvivl om. Langt de fleste stressproblematikker stammer fra ens arbejde, og stress og dårlig søvn hænger sammen som ærtehalm. Når det kommer til medarbejdernes stressniveau, er ledelsen en helt afgørende faktor, for dårlig ledelse påvirker medarbejdernes stresssystem negativt og dermed også deres søvn, siger han.

Kan være sundhedsskadeligt
Hvis man bliver krænket og chikaneret, får kroppen et højere stressniveau, og når du har et forhøjet niveau af stresshormoner, vil de i langt de fleste tilfælde påvirke søvnen.

Mikael Rasmussen påpeger, at der er forskel på, om man sover dårligt et par dage på grund af en enkeltstående ubehagelig bemærkning fra chefen, eller om man arbejder i et miljø, hvor der er et konstant arbejdspres og jævnlige konflikter. Det er oftest i det tilfælde, at det kan gå så hårdt ud over søvnen, at det bliver sundhedsskadeligt.

- Vi ved, at når vi producerer stresshormoner, kommer nervesystemet på overarbejde, og det kan gå ud over vores søvn. Her er der forskel på, om der er tale om livets små forstyrrelser, hvor chefen har sendt en enkelt ubehagelig mail, der får en til at være længe om at falde i søvn om aftenen, eller om det står på gennem lang tid og går så hårdt ud over søvnen, at det bliver sundhedsskadeligt.

Dårlig søvn koster samfundet milliarder
Hvis du er så belastet af din chef, at det går ud over din nattesøvn, er det faktisk ikke bare skidt for dig, men også for chefen. Søvnmangel går nemlig hårdt ud over din evne til at præstere, fortæller Mikael Rasmussen:

- Dårlig søvn nedsætter alle de elementer, der gør, at vi kan lave et godt stykke arbejde, heriblandt effektivitet, kreativitet, motivation, arbejdsmoral og sociale kompetencer. Og derudover giver det mere sygefravær, siger han og tilføjer, at man i USA ligefrem har firmaer, der betaler deres medarbejdere for at sove over 7 timer om natten. 

Hæver man sig op i helikopterperspektiv, ser det også rigtig skidt ud på samfundsplan, for det koster dyrt med alle de danskere, der lever med dårlig søvn og de følger, det har for vores arbejdsevne. Faktisk anslår en rapport fra Sundhedsstyrelsen, at der er omkostninger på 22 milliarder kroner ved tabt produktion blandt personer med søvnbesvær i forhold til personer uden søvnbesvær (s.335). 


Gode råd til en bedre søvn

Har du et arbejde, hvor du mistrives i så høj grad, at det påvirker din søvnkvalitet gennem længere tid, kan du ikke fjerne det selv, og så bliver du nødt til at gøre noget for at ændre de forhold, der stresser dig på arbejdspladsen. Men handler det mest om, at du for en kort periode kommer til at tage arbejdet med i seng, har Mikael Rasmussen en række råd, der kan forbedre din søvn.

1. Regelmæssighed
Det bedste, du kan gøre for din søvn, er regelmæssighed. Gå i seng og stå op på nogenlunde samme hver dag – også i weekenderne og ferierne.

2. Lys om dagen, søvn om natten
Sørg for at få stærkt udendørslys om morgenen og om formiddagen, men undgå stærkt lys om aftenen, og holdt så vidt muligt lyset helt slukket, hvis du står op om natten.

3. Sæt tempoet ned, inden du skal sove
Både fysisk aktivitet, grublerier og svære følelser, kan gøre det svært at falde til ro. Sørg derfor for at sætte tid af til at geare ned 1-2 timer, før du skal sove, så lav et soveritual – fx med at læse en god bog eller tage et varmt bad.

4. Sov køligt, helst mellem 13-18 grader
Temperaturen påvirker vores døgnrytme, og da kropstemperaturen falder, når vi sover, er det vigtigt, at der ikke er for varmt i rummet, for så har vores organisme svært ved at falde til ro.

5. Ud med skærmene
Skærme hører ikke hjemme i et soveværelse. Ser du en tv-udsendelse, kan det sætte gang i tanker og følelser, der gør det sværere at falde i søvn, og derudover påvirker det blå skærmlys din søvnrytme. Et soveværelse er til at sove i.

6. Tænk på noget rart
Bekymringer og tanker, der gør dig vred, frustreret eller bekymret, får kroppen op at køre. Så tænk på noget, der har været rart i dit liv eller i løbet af dagen. Positive følelser får dig til at slappe af og falde til ro.

7. Køb den bedste seng, du har råd til.

Det gennemsnitlige søvnbehov for voksne er cirka 7½ time med store individuelle forskelle, men for langt de fleste er det mange timer af vores liv, vi tilbringer i sengen, så størrelse, madrastype og sengetøj skal passe til dig.

8. Undgå mad og stimulanser
Mad sætter gang i fordøjelsen, og det holder dig vågen. Men du skal heller ikke gå sulten i seng. Spis lidt, hvis du er sulten om aftenen, undgå drikke med koffein, og undgå også alkohol, hvis du har søvnproblemer.

9. Stå op
Det er bedre at stå op end at ligge søvnløs i timevis. Når du står op, undgår du, at sengen forbindes med ikke-søvn. Din hjerne skal opdrages til at sove, når den ligger i en seng.

10. Hvis de gode råd ikke virker
Gå til læge, for søvnproblemerne kan skyldes et fysisk eller psykisk problem. Her ville en psykolog eller psykoterapeut kunne hjælpe dig.
Kilde: Gode råd og øvelser - Mikael Rasmussen (mikael-rasmussen.dk)