Frisør i Niger fremstiller sæbe til at bekæmpe corona
Frisør i Niger fremstiller sæbe til at bekæmpe corona.
08. juni 2022

Med sæbe bremser frisører corona i Niger

Serviceforbundet støtter et frisørkooperativ i Niger, som under pandemien har produceret håndsprit og -sæbe. Støtten har bremset coronaspredning og sikret frisørerne indtægt.

I et af verdens allerfattigste lande, Niger, har nedlukninger ligesom i Danmark været anvendt i kampen mod coronavirus. Men i et land, hvor de fleste arbejder i den uformelle økonomi uden nogen former for sociale sikkerhedsnet, rammer nedlukninger helt anderledes hårdt – en lukket frisørsalon betyder eksempelvis typisk tomme maver hos frisørens familie.

”Under coronapandemien har vi haft det svært i Niger,” siger formand for frisørkooperativet SYNCOIFMONI, Dodji Akossiwa Bossou, som fortæller, at de har befundet sig i en meget vanskelig og sårbar situation.

Nu er kunderne vendt tilbage

Under coronakrisen er frisørerne i SYNCOIFMONI-kooperativet med Ulandssekretariatets hjælp begyndt at producere flydende håndsæbe og håndsprit. Den indsats har Serviceforbundet støttet. Sæbeproduktionen har sikret frisørerne en lille indtægt, og samtidig bidrager håndsæben og – spritten til at bremse spredningen af corona i samfundet. 

Med støtte fra Serviceforbundet har frisørkooperativet produceret 4000 liter håndsæbe og 2000 liter håndsprit. Sæben og håndspritten er blevet leveret til 782 særligt sårbare og udsatte arbejdspladser til gavn for arbejdere og kunder i blandt andet den uformelle økonomi og servicesektoren.

“Under coronakrisen kunne vi ikke længere gå på arbejde, og vores kunder turde ikke komme i frisørsalonen. Projektet sørgede for, at vi fik flydende håndsæbe og håndsprit til at forebygge spredning af covid-19. Det betød, at vores kunder igen turde vende tilbage, og nu går det faktisk bedre end før,” siger Claudine Moussa, som er frisør.

God gammeldags håndvask bremser smitte

Håndvask er et effektivt våben mod spredningen af corona. I Danmark er muligheden for at vaske hænder noget, vi tager for givet. Sådan er det ikke i Niger. Produktionen af håndsæbe og håndsprit bidrager derfor til at bryde smittekæder.  

”Solidaritetsprojektet har bidraget til kampen mod covid-19 i Niger. Arbejderne i den uformelle økonomi blev ladt i stikken, da coronapandemien ramte. Støtten har gjort det muligt at bekæmpe coronaspredning og hjælpe arbejderne i den uformelle økonomi og deres familier,” siger generalsekretær i hovedorganisationen USTN i Niger, Alain Adikan.


Det er Serviceforbundets kongres i efteråret 2021, der gav bevillingen til projektet.