Else Marie Wilken gav kage på arbejdet, da hun fik beskeden om, at hendes ønske om at få et fastholdelsesfleksjob var gået i opfyldelse. Foto: Privat
Else Marie Wilken gav kage på arbejdet, da hun fik beskeden om, at hendes ønske om at få et fastholdelsesfleksjob var gået i opfyldelse. Foto: Privat
15. august 2022

Else Marie fik fastholdelsesfleksjob med fagforeningens og tillidsrepræsentantens hjælp

To kræftforløb satte en stopper for Else Marie Wilkens normale arbejdsliv - hun kunne ikke længere holde til at arbejde 37 timer om ugen. Men efter en lang kamp lykkedes det hende med fagforeningens hjælp at få et fastholdelsesfleksjob.

Da Else Marie Wilken, der til dagligt arbejder som tilsynstekniker hos et slagteri, fik beskeden om, at det var lykkedes at få et fastholdelsesfleksjob, begyndte hun at græde. Og så gav hun kage til kollegerne. En kagemand med teksten ”Flexjobber”, for det skulle fejres, at en længerevarende proces med henblik på at opnå at fastholdelsesfleksjob på hendes arbejdsplads havde fået et lykkeligt udfald.

- Det havde været en langsommelig proces at nå dertil, og jeg var så lettet, at jeg tudede. At det er lykkedes, viser, at man godt kan komme ud på den anden side af svære sygdomsforløb nogenlunde hel, og at jeg ikke er så ringe, for jeg kan stadig bidrage på lige fod med mine kolleger – bare ikke i lige så mange timer ad gangen,” siger den 59-årige Else Marie Wilken.

Livet hang ikke sammen
I foråret 2020 fik Else Marie Wilken konstateret mandelkræft. Hun blev erklæret rask, men lægerne fandt derefter kræft i skjoldbruskkirtlen, og dermed måtte Else Marie igen trække sig fra arbejdet for en stund. Heldigvis klarede hun den også denne gang og blev erklæret rask i foråret 2021.

Else Marie Wilken vendte tilbage til sin arbejdsplads, så snart hun var kræftfri, og planen var at trappe op til 37 timer hurtigst muligt. Da hun var oppe på at arbejde 7 timer 4 dage om ugen, væltede korthuset. Hendes liv hang ikke længere sammen, for når hun havde fri fra arbejde, var hun så udmattet, at hun ikke kunne gøre andet end at ligge i sin sofa. Hendes datter trak et stort læs, både ved at deltage i alle samtalerne på sygehuset og ved at holde hus og have.

- Det er jeg meget taknemmelig for, men det kunne hun jo ikke bliver ved med. Jeg kunne ikke en gang gå en tur med min hund. Det duede ikke, siger Else Marie Wilken.

Kan stadig bruges til noget
Sideløbende fandt Else Marie Wilken ud af, at hun ikke kunne holde balancen og gå på trapper – det viste sig, at hun havde fået nerveskader i sine ben. Det bekræftede hende bare i, at hun blev nødt til at droppe ideen om at komme op på fuld tid igen.

- Det var svært at nå til den erkendelse, men det kunne ikke være anderledes, siger Else Marie Wilken.

Else Marie Wilken oplevede imidlertid ikke, at hendes arbejdsgiver var med på ideen, da hun bad om at arbejde færre timer. Men så sprang arbejdspladsens tillidskvinde til og hjalp hende:

- Vores TR, Helle Poulsen, sagde, at det ikke kunne passe, at jeg ikke kunne bruges til noget. Og så foreslog hun, at vi satte os og skrev alle de funktioner ned, som jeg fortsat kunne udføre. Vi fandt 37, konstaterer Else Marie Wilken.

Fastholdelsesfleksjob var den bedste løsning
Else Marie Wilken og tillidskvinden begyndte at holde møder med chefen og hr-afdelingen for at overbevise dem om, at Else Marie Wilken fortsat kunne bidrage. Hun kom i kontakt med kommunen, der foreslog hende at få en aftale om et fastholdelsesfleksjob.

- De sagde, at det nok ikke var realistisk at komme på fuld tid igen og fortalte mig om muligheden for et fastholdelsesfleksjob. Jeg kunne godt se, at det nok var den bedste løsning.

Tillidskvinden på arbejdspladsen mente også, at det var en god ide at gå efter et fastholdelsesfleksjob:

- Vores tillidskvinde har været med mig hele vejen og kæmpet en brav kamp. Det er jeg dybt taknemmelig for, siger Else Marie Wilken.

Fik opbakning af fagforeningen
Også fagforeningen har haft Else Marie Wilkens ryg, og særligt forbundets socialrådgiver Torben Krüger:

- Det har betydet alt, at Torben har stået mig bi hele vejen. Han gav mig moralsk støtte i forhold til at erkende, at jeg ikke skulle slide mig selv ned psykisk og kravle på arbejde hver dag. Samtidig har han hjulpet med at finde rundt i alle kommunens regler, som jeg ikke anede, hvordan jeg skulle finde ud af, siger hun.

Brug for at kende rutinen
At få et fastholdelsesfleksjob har bl.a. stor betydning for Else Marie Wilken, fordi hun har brug for at kende arbejdsrutinerne rigtig godt:

- Under min kræftbehandling har jeg fået dårligere hukommelse, så jeg er ikke sikker på, jeg ville kunne lave noget nyt. Mine nuværende arbejdsopgaver sidder på rygmarven, fordi jeg har gjort det samme i 17 år.

Else Marie Wilken er fortsat glad for sit job og har ingen planer om at stoppe, medmindre det bliver umuligt at arbejde på grund af sygdom:

- Min neurolog siger, jeg også kan få nerveskader i arme og hænder, og så bliver jeg nok nødt til at smide i håndklædet i ringen. Men har jeg det så godt som nu, bliver jeg ved, siger hun.