Med ”barselsorlov” menes der her alle orlovsperioder i forbindelse med fødsel eller adoption. Det vil sige barsels-/adoptionsorlov, fædre- og medmoderorlov, forlænget orlov, udskudt orlov og orlov kombineret med genoptagelse af arbejdet.
De samme frister gælder
Det er vigtigt, at du – uanset konflikten – overholder de gældende frister for varsling af barselsorlov mm. overfor din arbejdsgiver. Vi anbefaler, at du allerede inden konfliktens start sørger for at give meddelelse til din arbejdsgiver om, hvornår du afholder barsel, vender tilbage osv.
Hvis din orlov starter før eller under konflikten
Du får ikke løn under barsel, hvis der er konflikt. Det gælder uanset, om du er gået på barsel før eller under konflikten.
Du vil i stedet få barselsdagpenge fra kommunen. Barselsdagpenge fra kommunen kan tidligst udbetales fra den dag, hvor der er 4 uger til den forventede fødsel.
Hvis din orlov slutter under konflikten
Hvis din orlov slutter under konflikten, har du pligt til at vende tilbage til arbejdspladsen og bliver dermed omfattet af konflikten. Du vil så i lighed med andre medlemmer modtage konfliktunderstøttelse.
Efter konflikten slutter
Er du stadig på barselsorlov, når konflikten slutter, har du igen ret til løn fra din arbejdsgiver, og du får udbetalt sædvanlig løn for den resterende del af barselsorloven. Det forudsætter dog, at du fortsat er i den lønnede del af barselsorloven. Reglerne for løn under barsel afhænger af, hvad der står i din overenskomst.
Den periode, hvor din arbejdsgiver er forpligtet til at betale løn under barsel, forlænges ikke med den tid, som konflikten har varet. Det gør en eventuel dagpengeret fra kommunen heller ikke.