Fysioterapeuternes Fagforening havde deres stiftende generalforsamling søndag 10. november, og har søgt optagelse i Serviceforbundet mandag den 11. november.
Bestyrelsen i Fysioterapeuternes Fagforening består af fem medlemmer, der alle er autoriserede fysioterapeuter. Bestyrelsesmedlemmerne er Mikkel Sloth Nørgaard, Emilie Mott og Laura Beyer Nielsen. Næstformand er Morten Topholm, og Signe Lærke Børsting er valgt som formand.
Alle i bestyrelsen har tidligere arbejdet eller arbejder i dag i praksissektoren. Desuden har de en bred erfaring med fagforenings- og tillidsrepræsentantarbejde bag sig.
En del af Serviceforbundet
”Vi er meget glade for at byde Fysioterapeuternes Fagforening velkommen i Serviceforbundet og i Fagbevægelsens Hovedorganisation,” siger John Nielsen forbundsformand i Serviceforbundet. ”Vi støtter arbejdet for at overenskomstdække de privatansatte fysioterapeuter, og som alle andre fagforeninger i Serviceforbundet kan Fysioterapeuternes Fagforening trække på vores jurister, kommunikationsafdeling, administration og strejkekasse.”
Fysioterapeuternes Fagforening bliver gennem medlemskabet af Serviceforbundet, også en del af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). Det betyder, at man nu som fysioterapeut kan slutte sig til 1,3 millioner danske lønmodtagere i kampen for bedre vilkår og fair løn.
Vil kæmpe for overenskomst for privatansatte fysioterapeuter
Fysioterapeuternes Fagforening vil arbejde målrettet for at overenskomstdække alle de fysioterapeuter, der arbejder i den private sektor.
”De ansatte fysioterapeuter har indtil i dag kun haft mulighed for at være medlem i Danske Fysioterapeuter, en brancheforening, hvor de ansatte er organiseret med de selvsamme arbejdsgivere, der har interesse i, at deres løn er så lav som muligt. Klinikejerne udgør under fem procent af medlemmerne i Danske Fysioterapeuter, men sidder på omkring 30 procent af hovedbestyrelsen, ligesom arbejdsgivernes interesser er tungt repræsenteret i regionale bestyrelser og udvalg med nuværende eller tidligere klinikejere. Desuden er det ikke muligt at tage kampskridt som strejke eller lockout i den interne arbejdsmarkedsmodel,” forklarer Signe Lærke Børsting, som er formand for Fysioterapeuternes Fagforening.
”I weekenden forkastede Repræsentantskabet, der er den højeste myndighed i Danske Fysioterapeuter, et forslag om, at alle ansatte fysioterapeuter skal sikres en overenskomst efter den danske model.”
”Når man er imod en overenskomst for sine medlemmer, så er man ikke længere en fagforening for medlemmerne. Så er man bare en forening. Vi taler om godt 4.000 fysioterapeuter, der har betalt det samme kontingent som kollegerne i det offentlige, der er på overenskomst”, siger formand Signe Lærke Børsting og fortsætter:
”Der er behov for en ny fagforening, der arbejder efter en metode, som vi ved virker. Nemlig den danske model, hvor vi kan sætte os ligeværdigt til forhandlingsbordet med klinikejerne som modpart. Og hvor arbejdsgiverne er organiseret i deres egen forening.”
Læs mere om Fysioterapeutenes Fagforening
Hjemmeside: https://fysfagforening.dk
Telefon til fagforeningen: 35 47 34 50
Mail: hej@fysfagforening.dk
Fjerde fagforening i 2024
Fysioterapeuternes Fagforening er den 4. fagforening, som vælger Serviceforbundet i år.
I løbet af året har forbundet optaget Søfartens Ledere, Viften, Danske Bandagister – FAL og nu også Fysioterapeuternes Fagforening.
Kontakt
Signe Lærke Børsting, formand for Fysioterapeuternes Fagforening, 40 16 07 74, hej@fysfagforening.dk
John Nielsen, formand for Serviceforbundet, 22 72 87 54, jni@forbundet.dk