26. feb. 2025

Kvindernes kampdag 2025: Oplev en dag med debat, fællesskab og fest på Arbejdermuseet

Fejr Kvindernes Internationale Kampdag lørdag den 8. marts 2025 på Arbejdermuseet. Dagsprogrammet byder på inspirerende debatter, workshops og omvisninger, mens aftenen afsluttes med en stor fest.

Billede til nyheden Kvindernes kampdag 2025: Oplev en dag med debat, fællesskab og fest på Arbejdermuseet
Kvindernes internationale kampdag på Arbejdermuseet er en dag med inspiration, debat, musik og fællesskab.

Dagsprogram: debat, workshops og omvisninger

Fra kl. 13 til 17 åbner Arbejdermuseet dørene for en eftermiddag fyldt med debat, refleksion og fællesskab. Dagen byder på en række aktiviteter, der sætter fokus på kvinders vilkår i arbejdslivet og samfundet.

  • Gratis omvisninger i udstillingen KVINDELIV, hvor du kan høre historier om kvinder, der har brudt glasloftet.

  • Workshops om lønforhandling, sexisme og chikane, ledet af erfarne tillidsrepræsentanter.

  • Design din egen kamptrusse med kunstneren Pauline Drasbæk – en kreativ aktivitet sponsoreret af JBS.

  • Inspirerende debatter om ligeløn, kønsopdelt arbejdsmarked, kvindekroppens udfordringer med fertilitetsbehandling og overgangsalder, sexisme på arbejdspladsen samt au pairers ofte oversete arbejde. Journalist Karen Dich styrer samtalerne.

  • Mini-koncert med Katinka, fællessang og selvforsvarssessioner.

Læs hele programmet på Arbejdermuseets hjemmeside

Festaften: musik, brandtaler og drag-bingo

Når dagsarrangementet slutter, fortsætter fejringen fra kl. 18 til 23 med en stor festaften.

  • Vegetarisk fællesspisning med lækker linseragout.

  • Brandtaler fra Lærlingeoprøret, der sætter fokus på unge kvinders vilkår i arbejdslivet.

  • Feministisk drag-bingo med den karismatiske Mizz Privileze.

  • Dansegulv med DJs, der sørger for feststemning resten af aftenen.

Billetter til festaftenen koster 120 kroner og kan købes via Arbejdermuseets hjemmeside

Dagsprogram udsolgt – men der er stadig festbilletter

Interessen for kampdagen er stor, og dagsarrangementet er allerede udsolgt. Der er dog i skrivende stund stadig billetter til aftenfesten, men det anbefales at købe i god tid, da der er begrænset plads.

Relaterede nyheder