Mange undgår at tale om løn, fordi det føles privat eller akavet. Men tavsheden kan koste dig dyrt. Når du ikke ved, hvad dine kolleger tjener, er det svært at vurdere, om din egen løn matcher dit ansvar, din erfaring og dine opgaver. Åbenhed om løn kan give dig vigtig viden og et bedre udgangspunkt, når du skal tage en lønsamtale.
Derfor gavner lønsnak dig
Når du deler lønoplysninger med dine kolleger, får du et mere realistisk billede af lønniveauet på din arbejdsplads. Det kan afsløre forskelle, som ikke kan forklares med erfaring eller funktion. Samtidig kan det give ro i maven, hvis din løn faktisk ligger på niveau.
Lønsnak handler ikke om at sammenligne sig for at skabe konflikt. Det handler om at sikre, at løn bliver fastsat på et sagligt og retfærdigt grundlag. Jo mere viden du har, jo nemmere er det at argumentere for en lønregulering eller tage dialogen, hvis noget ikke hænger sammen.
Nye regler styrker din ret til viden
Reglerne giver dig som ansat markant bedre muligheder for at få indsigt i lønforholdene på din arbejdsplads.
Du får blandt andet ret til at få oplyst gennemsnitlige lønniveauer for kolleger i tilsvarende stillinger.
Oplysningerne skal gives opdelt efter køn, så det bliver lettere at opdage ulige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi. Du får også krav på klarere information om, hvilke kriterier der bruges til at fastsætte løn.
Bedre grundlag for lønsamtalen
De nye regler betyder, at løn i højere grad skal kunne forklares og begrundes. For dig som ansat giver det et stærkere fundament, når du skal forhandle løn eller rejse spørgsmål om forskelsbehandling.
Allerede nu kan du forberede dig ved at tale mere åbent med dine kolleger og samle viden om lønniveauer og jobfunktioner. Når reglerne træder i kraft, bliver det lettere at stille konkrete og velunderbyggede spørgsmål.
Husk, at din fagforening kan rådgive dig om løn og lønforhandling, hvis du har brug for vejledning om dine lønforhold.
Opdatering: Frist for implementering ser ud til at blive udsat
Beskæftigelsesministeriet sendte den 26. februar 2026 et lovforslag i ekstern høring. Forslaget skal gennemføre EU’s direktiv om løngennemsigtighed i dansk lovgivning og samtidig styrke princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.
I høringsudkastet lægger regeringen op til, at reglerne først skal træde i kraft den 1. januar 2027. Det er senere end EU’s generelle frist, som er juni 2026.
Ifølge regeringen skyldes den senere ikrafttrædelse et ønske om at give virksomhederne bedre tid til at forberede sig og tilpasse sig de nye krav.


