Fra 1. juli 2026 bliver der indført en ny linje på lønsedlen, som samler din samlede løn ét sted. Ændringen er en del af overenskomstfornyelsen for privatansatte og skal gøre det lettere for dig at gennemskue, hvad du faktisk får i løn.
Hvad betyder samlet løn for dig?
Den samlede løn er mere end det beløb, der står nederst på din lønseddel. Den dækker også arbejdsgiverens bidrag til pension, tillæg og andre løndele.
Med den nye lønlinje bliver alle disse elementer samlet ét sted. Det giver dig et mere retvisende billede af din lønpakke og din samlede indtjening.
Større gennemsigtighed i din løn
Mange kender kun deres udbetalte løn, men ikke den fulde værdi af ansættelsen. Det forsøger den nye ordning at ændre på.
Når din samlede løn fremgår tydeligt, bliver det lettere for dig at:
forstå din reelle løn
sammenligne løn med kolleger og andre brancher
forberede dig til lønforhandling
Stå stærkere i lønforhandlinger
Et bedre overblik over din lønpakke kan give dig et stærkere udgangspunkt, når du skal tale løn med din arbejdsgiver.
Du får blandt andet bedre indsigt i:
hvor stor en del pensionen udgør
hvilke tillæg du får
hvordan din løn er sammensat
Den viden kan være afgørende, hvis du vil forhandle din løn eller dine vilkår.
Et ønske fra arbejdsgiverne
Arbejdsgiverne fremhæver selv, at den nye lønlinje synliggør værdien af overenskomster og lønpakker.
Men som medarbejder er der også grund til at være opmærksom, siger formand i Serviceforbundet, John Nielsen:
“Der er en reel risiko for, at arbejdsgiverne vil bruge den samlede løn som argument for at afvise lønstigninger, fordi de henviser til, at pension og andre goder allerede er en del af pakken. Derfor er det vigtigt, at du som medarbejder stadig holder fokus på din faktiske lønudvikling.”
Det skal du holde øje med
Selvom overblikket bliver bedre, er det stadig vigtigt, at du forstår din lønseddel.
Vær især opmærksom på:
om alle løndele er med
hvordan pension og tillæg er beregnet
om tallene stemmer med din kontrakt
Er du i tvivl, kan du kontakte din tillidsrepræsentant eller din fagforening for rådgivning.
Det tæller med i din samlede løn
Den samlede løn kan blandt andet bestå af:
Grundløn (time- eller månedsløn)
Personlige tillæg
Kvalifikationstillæg
Funktionstillæg
Præstationsbestemte tillæg
Overenskomstbestemte tillæg f.eks. chaufførtillæg eller anciennitetstillæg
Overarbejde og genetillæg
Ferietillæg
Store bededagstillæg
Rådighedsvagter, kørselstillæg og andre typer variable tillæg
Bonus, provision og andre uregelmæssige betalinger f.eks. akkordoverskud og forskud
Løn under sygdom, barsel eller barns sygdom – hvor virksomheden betaler lønnen
Bidrag til Fritvalgs Lønkonto (også kaldet Særlig opsparing eller særlig lønopsparing), feriepenge og SH/frihedsopsparing
Arbejdsgivers pensionsbidrag (inkl. ATP)
Personalegoder, fratrædelsesgodtgørelser og bruttolønsordninger indgår som udgangspunkt ikke.
Hvornår kan du se det nye tal?
Den nye linje på lønsedlen skal senest være implementeret hos lønsystemudbyderne 1. juli 2026.
Mange virksomheder har dog allerede fået tilbudt løsningen.
Her er de 12 lønsystemudbydere og de forventede tidspunkter for, hvornår løsningen er klar:
Lessor Payroll (tidl. LessorLøn) – marts 2026
Danløn – januar/februar 2026
KMD – marts 2026
Intega (tidl. Visma Enterprise) – senest 1. juli 2026
Visma Dataløn – senest 1. juli 2026
EG – april/maj 2026
Intect – 1. juli 2026
Hallerupnet – senest 1. juli 2026
Temponizer – senest 1. juli 2026
Azets Epos – senest 1. juli 2026
Azets Perspektiv – senest 1. juli 2026
AirBOSS – senest 1. juli 2026
Hvis du ikke kan se det nye tal på din lønseddel, selv om din lønsystemudbyder har implementeret løsningen, kan det skyldes, at din arbejdsgiver ikke har tilmeldt virksomheden til ordningen (endnu).
FAQ: Samlet løn på din lønseddel
Hvad er “samlet løn” på lønsedlen?
Den samlede løn er et nyt samlet beløb, der viser din løn inklusive pension, tillæg og andre løndele. Den kan vises som enten time- eller månedsløn – også selv om du for eksempel er 14-dages lønnet.
Hvorfor kommer den samlede løn på lønsedlen nu?
Arbejdsgiverne har efterlyst mere synlighed om den samlede lønpakke, fordi en større del af din løn i dag består af pension, fritvalgsordning og andre bidrag.
Dansk Industri har derfor aftalt med fagbevægelsen, at DI skulle igangsætte et samarbejde med lønsystemudbyderne om en løsning, som giver medarbejderne et klart overblik over hele deres lønpakke.
Hvad er med i den samlede løn?
Den samlede løn kan blandt andet indeholde:
Grundløn (time- eller månedsløn)
Personlige tillæg
Kvalifikationstillæg
Funktionstillæg
Præstationsbestemte tillæg
Overenskomstbestemte tillæg f.eks. chaufførtillæg eller anciennitetstillæg
Overarbejde og genetillæg
Ferietillæg
Store bededagstillæg
Rådighedsvagter, kørselstillæg og andre typer variable tillæg
Bonus, provision og andre uregelmæssige betalinger f.eks. akkordoverskud og forskud
Løn under sygdom, barsel eller barns sygdom – hvor virksomheden betaler lønnen
Bidrag til Fritvalgs Lønkonto (også kaldet Særlig opsparing eller særlig lønopsparing), feriepenge og SH/frihedsopsparing
Arbejdsgivers pensionsbidrag (inkl. ATP)
Det er altså både faste og variable dele af din løn.
Hvad er ikke med i den samlede løn?
Gratialer
Fratrædelsesgodtgørelser
AUB-bidrag
Forsikringer
Personalegoder
Bruttolønsordninger
Det skyldes, at disse elementer kan variere meget fra arbejdsplads til arbejdsplads, og at nogle af elementerne er svære at sætte en præcis værdi på. Derfor er de ikke taget med, så den samlede løn bliver mere overskuelig og lettere at sammenligne.
Er den samlede løn før eller efter skat?
Den samlede løn opgøres før skat. Det betyder, at beløbet ikke svarer til det, du får udbetalt på din konto.
Hvorfor kan min samlede løn ændre sig fra måned til måned?
Din samlede løn kan variere, hvis du for eksempel har haft overarbejde, fået tillæg eller haft ændringer i arbejdstid. Det er normalt, at beløbet svinger.
Kan jeg bruge den samlede løn til at sammenligne med andre?
Ja, det bliver lettere at sammenligne løn på tværs af job, fordi flere løndele er samlet ét sted. Men du skal stadig være opmærksom på forskelle i arbejdstid, tillæg og overenskomst.
Kan den samlede løn bruges til beregning af for eksempel sygdom eller fratrædelse?
Nej, den samlede time- eller månedsløn kan godt indeholde betaling for sygdom og består af flere løndele, end beregningen af løn under sygdom gør.
Fratrædelsesgodtgørelse bliver også beregnet på et andet grundlag.
Kan din arbejdsgiver vælge den samlede løn fra?
Ja, visningen afhænger af lønsystemet og kan i nogle tilfælde slås fra igen.
Hvad er fordelen for dig som medarbejder?
Du får et bedre overblik over, hvad din arbejdsgiver samlet betaler, og hvordan din løn er sammensat. Det kan gøre det lettere at forstå din lønseddel og gå ind i en lønforhandling.



