09. feb. 2025

OK25: Første overenskomst er faldet på plads

Industrien har som traditionen tro indgået den første overenskomst. Se resultatet her.

OK25
Billede til nyheden OK25: Første overenskomst er faldet på plads
Serviceforbundets repræsentanter ved forhandlingerne.

Overenskomsterne for industrien er gennembrudsforliget på det private arbejdsmarked i Danmark. De er med til at sætte den økonomiske ramme for de efterfølgende mange overenskomster, der nu skal forhandles.

Med aftalen på plads er vejen nu banet for de kommende forhandlinger på andre områder, herunder frisører, vagter, optikere og mange flere. Det forventes, at alle de resterende aftaler falder på plads i løbet af den kommende måned.

I industrien bliver selve lønnen forhandlet lokalt med udgangspunkt i den enkelte virksomheds økonomi, men med den nye overenskomst er alle ansatte sikret flere penge, som kommer oven i de lokale lønstigninger.

I løbet af de tre år, som aftalen gælder, stiger fritvalgskontoen med 2 procent, og pensionen stiger med 1 procent.

Nye rettigheder til familier

Aftalen indeholder nye rettigheder for lønmodtagerne til at bruge fritvalgskontoen til at holde fri sammen med familien.

For eksempel får forældre ret til at holde fri med børn i op til tre sygedage, bedsteforældre får ret til at holde to omsorgsdage årligt med børnebørnene, og det bliver en rettighed, at man kan tage fri for at ledsage nære familiemedlemmer til samtaler med myndigheder eller i sundhedssystemet – for eksempel tage med sine forældre på sygehuset.

Aftalen giver også ret til at sige nej til overarbejde i visse personlige og familiemæssige situationer.

Vederlag til AMR

Aftalen indeholder også en styrkelse af den danske model. Det er blandt andet besluttet, at arbejdsmiljørepræsentanterne skal have vederlag for deres arbejde. Der er aftalt en model, så det bliver arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af et af CO-industris medlemsforbund, der tildeles vederlaget.

Fakta om de nye overenskomster for industrien

De nye overenskomster gælder i tre år frem til den 1. marts 2028. De indeholder en lang række forbedringer, blandt andet:

  • Fritvalgskontoen stiger med 2 procent fra 9 til 11 procent – der bliver lagt 1 procent på i 2026 og 1 procent i 2027.

  • Arbejdsgivernes indbetaling til pension stiger med 1 procent, og det sker allerede fra den 1. maj 2025. Det betyder, at arbejdsgiverne fremover indbetaler 11 procent og lønmodtagerne 2 procent til pension.

  • Mindstelønnen stiger fra 136,15 kr. til i alt 146,90 kr. i overenskomstperioden.

  • Lønmodtagerne får nye rettigheder til at bruge fritvalgskontoen til at holde fri sammen med familien. Det er bl.a. ret til fri ved barns tredje sygedag, to årlige børnebørns-omsorgsdage og ret til at ledsage nærtstående ved helbredskonsultationer og samtaler med myndigheder (op til to dage og ved kritisk sygdom op til fem dage).

  • Lønmodtagerne får ret til at sige nej til overarbejde i visse personlige og familiemæssige situationer.

  • Tillæg for overarbejde bliver forøget med 3 procent hvert år. Øvrige tillæg bliver forhøjet med 3,5 procent pr. år.

  • Lønnen til elever, lærlinge og praktikanter stiger med 4 procent i 2025, 3,5 procent i 2026 og 3,5 procent i 2027.

  • Feriefridage bliver fremover lagt på fritvalgskontoen. Det betyder, at virksomheden skal udbetale pengene for de feriefridage, medarbejderen har tilbage, hvis vedkommende stopper på virksomheden. I dag skal medarbejderen selv bede om at få pengene udbetalt inden for tre uger – og det er der mange, der glemmer. Nu får medarbejderen en sikker udbetaling.

  • Arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af et af CO-industris medlemsforbund, får et vederlag på 9.000 kr. årligt.

  • Reglerne for forældreorlov/barsel i overenskomsten bliver udvidet til at omfatte nye familieformer. Det blev gjort muligt via lov i 2024, og nu ved første mulighed bliver overenskomsten tilpasset, så også lønnen følger med de nye rettigheder. Overenskomsten giver mulighed for at dele barselsorloven på fuld løn mellem mere end to personer. Soloforældre kan overdrage dele af orloven med fuld løn til nærtstående familiemedlemmer.

  • To ugers ekstra betaling med fuld løn under forældreorlov. Ugerne er til fri fordeling blandt forældrene.

  • Ret til tre ugers ekstra løn under sygdom. Det betyder, at timelønnede i alt har ret til 17 ugers løn under sygdom.

  • Mulighederne for uddannelse bliver forbedret, hvis man bliver opsagt. De fem ugers efter- og videreuddannelse, man kan få ved opsigelse, kan man nu også få op til to uger efter fratrædelse.

  • Ordningen med uddannelsesrepræsentanter bliver udvidet, så man nu får ret til at vælge to på virksomheden – én for timelønnede og én for funktionærer.

Relaterede nyheder