Egentlig er Morten Peter Jensen uddannet ostemester for 41 år siden. Og han var med til at udvikle den meget populære ”Blå Castello” med blåskimmelkultur i.
Men hurtigt kom Morten over i slagteribranchen, hvor han de første 10 år skar skinker ud. Senere blev han afløser for Statskontrollen.
- Jeg var betroet medarbejder og skulle gå hele virksomheden igennem for rengøring på slagteriet og i biler, reglementeret påklædning osv. Det var meget interessant, og jeg søgte i 5 år om at blive uddannet tilsynstekniker. Til sidst lykkedes det, og jeg blev uddannet tilsynstekniker på Roskilde Slagteriskole, fortæller Morten Peter Jensen.
Moderne slagteri med robotter
Igennem de 40 år, Morten har arbejdet på slagteri, er der sket en stor udvikling. Slagteriet i Horsens er et af de mest moderne slagterier i Europa, og mange af opgaverne udføres af robotter.
- Hastigheden er sat væsentlig op, og der kommer mange flere dyr igennem slagteriet. Nu er det robotter, der udtager tarme og organer. Og automatsavene udfører det tunge arbejde. I de sidste 10-12 år har vi slagtet lige så mange grise på det nye slagteri, som der blev slagtet igennem 130 år på det gamle, forklarer Morten Peter Jensen.
Mortens arbejde som tilsynstekniker består i at kontrollere grisene, når de er slagtet. Han ser på lever, hjerte, tarme og kroppen. Hvis han finder tegn på sygdom, for eksempel lungebetændelse og bylder, som er det mest almindelige, skal grisen kontrolleres igen for at afgøre, om kødet skal kasseres.
2 arbejdsskader
Selv om Morten er meget glad for sit arbejde, så har det ikke være en dans på roser. 2 alvorlige arbejdsskader betyder, at han i dag er i fleksjob på nedsat tid. Og han har haft god brug for fagforeningens hjælp.
- Jeg kom til skade med ryggen i 2008, da jeg gled på en trappe i slagteriet. Det udløste en arbejdsskadesag, som Serviceforbundets socialrådgiver Alan Winther hjalp mig med. Skaden blev anerkendt som en arbejdsskade med 5 procent i mén. Det ankede vi, og så fik jeg tilkendt 12 procent mén. Desuden fik jeg et engangsbeløb for tab af erhvervsevne, siger Morten Peter Jensen.
- I 2017 var jeg igen uheldig. Denne gang gled jeg og forvred mit knæ så voldsomt, at det endte med en operation. I første omgang troede jeg, at jeg kunne klare sagen selv, men jeg måtte igen have fat i socialrådgiver Alan Winther, og så endte det med en anerkendelse af arbejdsskaden med 5 procent i mén.
Det er svært at klare selv
Serviceforbundets socialrådgiver Alan Winther er glad for, at det nu 2 gange er lykkedes at få en positiv afgørelse igennem for Morten Peter Jensen. Alan Winther understreger, at du som medlem altid kan få hjælp i sager om arbejdsskader.
- Der er mange regler og procedurer i sådan en sag. Det er her, vores ekspertise og erfaring kommer ind. En arbejdsskadesag kan være en kompliceret affære, som både handler om selve anerkendelsen af skaden som en arbejdsskade, og også spørgsmålet om graden af mén og tab af erhvervsevne, siger Alan Winther.
- Så mit råd er: Lad være med at tro, at du selv kan klare det. Tag kontakt til din fagforening. Så hjælper vi dig med at få det bedste resultat i forhold til din situation.
Vil arbejde til pensionsalderen
Morten Peter Jensen er 61 år. Han arbejder 4 dage om ugen 3 timer pr. dag. Det er, hvad han kan holde til. Men det betyder rigtig meget for ham, at han har beholdt sit arbejde, og planen er at arbejde videre indtil pensionsalderen.
- Jeg holder meget af mit job og ikke mindst samværet med mine kolleger. Vi er en lille gruppe, der har været her i mange år, og det giver et særligt sammenhold, siger Morten Peter Jensen, der blev hædret med blomster og gaver ved 25-års jubilæet i december.
Det betyder rigtig meget for Morten Peter Jensen, at han har beholdt sit arbejde, og planen er at arbejde videre indtil pensionsalderen.
Foto: Morten Peter Jensen
Det er blevet lettere at få anerkendt en arbejdsulykke
Loven er blevet ændret pr. 1. januar 2020. Ændringen betyder blandt andet, at det er blevet nemmere at få anerkendt en skade som en arbejdsulykke.
Det skyldes, at skader, der går over af sig selv og skader, der ikke medfører behov for behandling, nu også er omfattet af arbejdsulykkebegrebet.
Læs mere hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring