Det eneste, hun ville, var at være frisør. Selvom Anna har levet det meste af sit liv med en hoftefejl, skulle det ikke stå i vejen for hendes drøm om en karriere i salonen. Men en dag gik det helt galt, mens hun stod og klippede en kunde.
- Jeg stod der med en kunde, og pludselig låste mine hofter, så jeg ikke kunne bevæge mig. Det gjorde mega ondt og jeg kunne ikke gå. Jeg måtte bide tænderne sammen og gennemføre behandlingen, men så snart kunden var ude af døren, ringede jeg til min chef og sygemeldte mig, husker 30-årige Anna Sòlsker.
Hun vidste godt, at hendes hofter ikke var gode, men hun havde aldrig oplevet noget så smertefuldt før.
- Det tog mig normalt to minutter at gå hjem, men den dag måtte jeg nærmest kravle afsted, og det tog en halv time, inden jeg endelig var hjemme.
Graviditet stoppede alt
Da Anna søgte jobbet, var hun helt åben om sygdommen, der får hendes hoftehoveder til at smuldre langsomt. Men da hun ikke selv så det som en hindring, gjorde hendes chef det heller ikke, og Anna fik drømmejobbet.
- Jeg vidste godt, at et stående fag måske ikke var det bedste, men det var min pigedrøm og det eneste, jeg ville. Jeg har altid forsøgt at leve et så normalt liv som muligt, og efter jeg fik en operation som barn, har jeg kunnet det samme som alle andre, fortæller hun.
Men der var sket noget, som hun ikke på forhånd kendte konsekvensen af: Anna var blevet gravid.
- Jeg var kun seks uger henne, så jeg havde jo ikke fortalt min chef det endnu. Men der skulle pludselig ingenting til, før jeg fik vildt ondt.
Måtte sygemelde sig
I dag ved Anna, at smerterne sandsynligvis skyldtes en bækkenløsning, men det vidste hun ikke dengang, og i de første uger af graviditeten forsøgte hun at passe sit arbejde. Men når hun havde fri, var hun ikke noget værd og tilbragte det meste af sin fritid på sofaen. Da det blev værre og værre, måtte hun sygemelde sig meget mod sin vilje.
- Jeg sætter en stor ære i at forsørge mig selv, så det var hæsligt, at jeg ikke anede, hvornår jeg kunne komme tilbage på jobbet. På det tidspunkt anede jeg ikke, at jeg aldrig ville komme tilbage til faget igen.
Ingen hjælp at hente
Heldigvis fik Anna stor støtte fra sin bedre halvdel, og det hjalp til at holde modet oppe på de sorteste dage.
- Jeg havde aldrig klaret det uden ham. Han har mindet mig om, at jeg godt kan, og jeg er det hele værd, når jeg har været helt nede. Han har været en stor støtte for mig og står stadig stærkt ved min side, siger Anna.
Alligevel brugte hun dage og nætter på at gruble over, hvordan hun hurtigst muligt kunne komme tilbage til salonen. Hun overvejede blandt andet at tage en negletekniker-uddannelse, for så ville hun kunne kombinere det med frisørarbejdet og på den måde variere sine arbejdsstillinger i løbet af en dag.
- Jeg brugte alt min energi på at finde ud af, hvordan jeg kunne blive i faget. For jeg var så glad for mit arbejde, og jeg drømte om at blive i det i mange år og måske blive selvstændig og åbne egen salon. Jeg følte virkelig, at jeg var landet på den rette hylde.
Men som graviditeten skred frem, måtte Anna gå med krykker for at komme rundt, og når hun skulle op i lejligheden på anden sal, måtte hun til sidst kravle op ad trapperne.
Planerne om at blive i faget virkede mere og mere håbløse, og lægerne kunne ikke hjælpe hende.
- Hverken læger, fysioterapeuter eller nogen andre turde røre mig, fordi jeg både var gravid og havde hoftefejlen. Jeg fik bare at vide, at jeg skulle holde mig i ro. Jeg håbede hele tiden, at jeg ville kunne vende tilbage til mit arbejde, efter jeg havde født, men det blev ikke bedre.
En klods om benet
Anna har altid har været aktiv og dyrket fitness, men pludselig kunne hun næsten ingenting, og det var ved at tage modet helt fra hende.
- Jeg kunne ikke engang gå en tur med barnevognen, da jeg havde fået min søn.
Hun har altid haft en stor stolthed ved at kunne klare sig selv. Derfor begyndte hun at se sig selv som en klods om benet på samfundet og hun indså, at hun var nødt til at sadle om.
- Jeg er kun 30 år, og jeg har mange år tilbage på arbejdsmarkedet. Jeg vil da helst forsørge mig selv, hvis jeg på nogen måde kan, siger hun.
Kontaktede Serviceforbundets socialrådgiver
Derfor ringede hun til Serviceforbundets socialrådgiver, Torben Krüger, for at få råd til at komme ud af sin håbløse situation. Det blev snart til mange samtaler om, hvad Anna kunne give sig i kast med.
- Torben talte med mig om, at jeg skulle kigge andre veje i stedet for at fokusere på at blive i faget. Han hjalp mig til at indse, at jeg jo egentlig har et godt hoved, der kan bruges til andre ting.
En perfekt kombination
I dag er Annas søn halvandet år gammel og Anna er netop kommet i gang uddannelsen til bygningskonstruktør. Selvom det er en omvæltning at komme tilbage på skolebænken, er hun glad for, at hun tog springet.
- Jeg har altid haft en interesse for byggeri. Min far har lært mig en masse om byggeri, og jeg kan godt lide at være kreativ. Det er vigtigt for mig at få en uddannelse, hvor jeg har mulighed for at få et arbejde bagefter. Derfor hjalp Torben mig med at finde frem til, at bygningskonstruktør er det helt rigtige for mig, fortæller Anna.
Han hjalp hende også med at søge en revalidering, og selvom sådan en kan være svær at få, lykkedes det med Torbens gode råd at få kommunen med på idéen.
- Det åbner alle døre for mig, for jeg ville ikke kunne leve på en SU, når jeg har barn, så det er jeg superglad for. Jeg havde heldigvis en god sagsbehandler, men jeg havde også gjort mit forarbejde ved at tale med Torben om, hvordan jeg ville kunne bruge mit fag i en ny branche.
- Det var en kæmpe hjælp, at Torben så så forstående på tingene. Han har en virkelig positiv indstilling, der smitter af så man får lyst til at kæmpe for sig selv.
Samtalerne med Torben hjalp hende til at blive klogere på, hvordan hun kan bruge sine erfaringer fra frisørjobbet som bygningskonstruktør, hvor hun både kan sidde på kontor og tage ud og snakke med kunder og derved kan skåne sine krop mest muligt.
- Både fysisk og erfaringsmæssigt er det er en perfekt kombination, siger Anna Sòlsker.
