Anja fik en hjernerystelse: Jeg ville ønske, jeg havde kontaktet fagforeningen hurtigere

Da veterinærsygeplejerske Anja Pedersen mødte ind på sit arbejde 15. marts i år, var det til en arbejdsdag som alle andre. Men da hun efter en tandoperation på en kat, bøjede sig ned for at rydde op, skete der på et splitsekund en ulykke, hun stadig lider under i dag.

- Jeg hamrede hovedet op i en operationslampe og slog højre side af panden. Det trak tårer, men vi har altid travlt og løber rundt og slår os lidt, hvis vi lige banker hoften ind i et bord eller skal balancere hen over en hund, siger Anja Pedersen.

Ville ikke belemre chefen

Efter ulykken fik Anja Pedersen lidt is på og genoptog kort tid efter arbejdet. Dagen efter vågnede hun med en voldsom hovedpine, men tog en Panodil og kørte på arbejde.

- I dag ved jeg, at man aldrig må køre bil, når man har fået en hjernerystelse, men på det tidspunkt troede jeg ikke, det var det.

Da Anja Pedersen mødte ind, havde hun voldsom hovedpine, kvalme og var helt bleg. Hendes chef spurgte, om hun var dårlig, men eftersom hun var startet 2 måneder forinden, syntes hun ikke, hun ville belemre chefen. Chefen mente dog alligevel, at hun skulle ringe til lægen.

Gik ned med flaget

Da Anja Pedersen mødte op hos lægen, vurderede denne, at hun havde en mild hjernerystelse, og først lød beskeden, at Anja Petersen blot skulle blive hjemme et par dage. Men efter et forsøg på at komme på arbejde igen, blev det udvidet til 2 uger. Hun syntes, hun fik det bedre, og vendte derfor tilbage på arbejdet.

- Efter de 2 uger tog jeg på arbejde og var overbevist om, at jeg måtte være rask, fordi lægen jo havde sagt, det ville tage 2 uger. Men jeg gik helt ned med flaget og blev virkelig ked af det og frustreret over, at det ikke var overstået alligevel, siger hun.

I den kommende tid konsulterede Anja Pedersen blandt andre en neurolog, en kiropraktor og en fysioterapeut, ligesom hun så vidt muligt samlede viden om hjernerystelse.

- Det var fantastisk, at jeg kunne gøre noget aktivt for at få det bedre frem for bare at ligge, og ret hurtigt syntes jeg, jeg burde kunne arbejde igen, siger hun.

Kostede dyrt på hjemmefronten

Den næste halve år blev hårdt for Anja Pedersen. Hun begyndte at arbejde et par timer om dagen og gik op på 16 timer i alt, men det tog hende 2 timer at køre frem og tilbage, fordi hun hvert tiende minut skulle holde 10 minutters pause for ikke at overanstrenge sig. Sådan blev hun ved i en periode.

- På arbejdet kunne jeg næsten ikke sidde foran en skærm eller holde ud at høre på larm fra dyrene, og hvis jeg skulle gå hurtigt rundt, blev mit hoved sat ud af kurs. Jeg var ekstremt sensibel, siger hun.

Og samtidig kostede Anjas hjernerystelse dyrt på hjemmefronten:

- Når jeg kom hjem, gik jeg direkte i brædderne. Jeg havde hovedpine, var træt, og kunne ikke lave noget med min familie, og det giver dårlig samvittighed.

Kræver tålmodighed

I det halve år, der gik, havde Anja Pedersen sat sin lid til, at hun ville blive rask efter højest et halvt år, fordi det var den seneste udmelding fra en af hendes behandlere.

- Men i stedet stod jeg i stampe. Jeg lyttede ikke til mig selv, og selvom alle på min arbejdsplads var nogle stjerner og opfordrede mig til at passe på mig selv, moste jeg på. Alle har sagt, jeg skal have tålmodighed, og det kan jeg godt se, jeg ikke har haft, siger hun og fortsætter:

- Jeg har erkendt, at jeg ikke kan komme mig hurtigere, bare fordi jeg vil det. Det er fint med genoptræning, men jeg bliver nødt til at overgive mig til min krop.

Bøvl med kommune og forsikring

Sideløbende med hjernerystelsen har Anja Pedersen brugt tid på at finde hoved og hale i både kommunale og forsikringsmæssige forhold relateret til hendes skade og deraf følgende behandlinger og sygemelding.

- Jeg blev fanget som en lus mellem to negle, fordi jeg blev kastet frem og tilbage mellem kommune og forsikring. Det var rigtig svært at få svar på, hvem der skulle bruge hvad, og om de kunne hjælpe. Jeg brugte det meste af den smule energi, jeg havde, på at forsøge på at få styr på det.

Kunne have haft fagforeningen i ryggen

At Anja Pedersen fandt ud af, at hun kunne have haft sin fagforening i ryggen hele vejen gennem forløbet, var en tilfældighed. Hun fandt informationen via fagforeningens nyhedsbrev.

Og derefter gik det stærkt:

- Jeg ringede ind til formanden for Veterinærsygeplejerskernes Fagforening for at høre, om de kunne gøre noget for mig. Her modtog jeg kyndig vejledning og blev guidet videre til 2 socialrådgivere i Serviceforbundet. De hjalp mig både med det forsikringsmæssige og med kommunen, siger hun.

- Det er en kæmpe lettelse at have sin fagforening i ryggen, for det har været et meget opslidende forløb. Men her kommer der nogle kompetente mennesker, der kan tale ens sag, har styr på ens rettigheder og kan slå i bordet, siger hun og fortsætter:

- Jeg ville ønske, jeg havde vidst fra starten, at jeg kunne få hjælp i fagforeningen, men jeg håber, at min historie kan komme andre til gode.

I dag, 8 måneder efter, er Anja Pedersen fortsat påvirket af ulykken og kan ikke arbejde på fuld tid. Hun afventer, hvorvidt forsikringen vil dække hendes behandlinger, der i alt beløber sig på godt 12.000 kroner. Fagforeningen følger hendes forløb.

Forbundets socialrådgiver: Husk at bruge os

Torben Krüger, der er socialrådgiver i Serviceforbundet er glad for, at det nu er muligt at hjælpe Anja Pedersen – blandt andet ved at guide hende igennem sygedagpengesystemet og deltage i møder med hendes sagsbehandler. For systemet er ikke bygget til at håndtere de hjernerystelser, der ikke går hurtigt over, påpeger han.

- Hvis man har fået hjernerystelse, dur det ikke, at man bruger sin energi på at kæmpe med kommune, forsikring og så videre. Man skal passe på sig selv og bruge sit krudt på sin familie og ikke bare køre på med arbejdet.

Og derfor er det vigtigt at tage kontakt til sin fagforening:

- Vi er her for at hjælpe medlemmerne, når de står i en situation, hvor de har brug for at blive grebet, siger Torben Krüger.