Sådan hjælper du en kollega i sorg

På en arbejdsplads vil der på ethvert givent tidspunkt være 1 af 10 medarbejdere, som er ramt af sorg i større eller mindre grad. Det skriver Det Nationale Sorgcenter, og måske har du også en sorgramt kollega. Du ved, at din kollega netop har mistet sin mand, kone, sit barn eller en af sine forældre. Og du vil hjertens gerne hjælpe, men alligevel fortsætter du hen ad gangen og forbi din kollega.

For det er svært at tale om døden og svært at vide, om din kollega overhovedet ønsker, at du spørger til, hvordan det går. Og det dilemma er helt menneskeligt, men desværre ikke særlig hensigtsmæssigt, siger Preben Engelbrekt, der er direktør i Det nationale Sorgcenter.

Undgå at vige udenom
Det Nationale Sorgcenter har en ”sorglinje”, hvor efterladte kan henvende sig og få hjælp til at håndtere sorgen over at miste.

Preben Engelbrekt fortæller, at ud fra de samtaler, sorgcenterets frivillige har med efterladte, kan de høre, at mange desværre oplever, at deres kolleger undgår dem i større eller mindre grad.

- Det skyldes formentlig oftest, at de ikke ved, hvad de skal sige eller gøre, fordi de er bange for at gøre den sorgramte kollega ked af det. Men det er en rigtig dårlig ide at holde sig væk. Ved man ikke, hvad man skal sige, er det bedre at sige det, som det er: At man simpelthen ikke ved, hvad man skal sige.

Torben Krüger, der er socialrådgiver i Serviceforbundet, taler ofte med medlemmer, der har mistet og er i sorg. Han peger også på, at man ikke skal vige udenom en kollega. Samtidig understreger han, at det er vigtigt, at hvis man tilbyder sin hjælp, skal man være klar til at gå ind i sorgen og være der for kollegaen.

- Hvis man siger, at man vil være der for kollegaen, skal man mene det. At lytte til en sørgende kollega kræver overskud og nærvær. 

Tag selv initiativ
En tidligere undersøgelse blandt efterladte, som Det nationale Sorgcenter har foretaget, viste, at et hovedtema blandt efterladte er, at de er kede af, at omgivelserne trækker sig. Og ud over at sikre sig, at den sørgende ikke tror, at man forholder sig tavs, fordi man er ligeglad, er det vigtigt, at man tager initiativet.

- Hvis man fx siger til sin kollega, at vedkommende altid kan ringe eller sige til. Hvis kollegaen har brug for noget, skal man selv være opsøgende. Man kan ikke forvente, at den sørgende selv får ringet, men det betyder ikke, at han eller hun ikke sætter pris på, at man selv følger op, siger Preben Engelbrekt og fortsætter:

- Langt de fleste vil meget gerne have, at man stiller op på forskellige måder, selvom de ikke har overskud til at bede om det. Nogle vil sige nej tak, men så er det en god ide at spørge dem igen efter et par uger, for der kan de være et andet sted i deres sorg.

Ledelsen skal lave en sorgpolitik
Når det kommer til, hvor meget man som kollega skal opsøge den sørgende, er det dog også et ledelsesansvar at hjælpe medarbejderne. Derfor opfordrer Det Nationale Sorgcenter kraftigt til, at alle arbejdspladser indfører en såkaldt sorgpolitik:

- Det hele starter med ledelsen, som skal vedtage en sorgpolitik med guidelines, værktøjer og kendskab til sorgens facetter. Det er en fordel for både den efterladte og for kolleger, der gerne vil støtte, men er usikre på, hvordan de bedst gør det, siger Preben Engelbrekt.

- Sorg påvirker både psykisk og fysisk. Man sover måske dårligt og har nedsat koncentrationsevne, fordi man bruger så meget energi på at håndtere sine følelser.

Ingen formel
Preben Engelbrekt understreger, at selvom man som arbejdsplads indfører en sorgpolitik, findes der ingen færdig formel for at håndtere sorg:

- En sorgpolitik er netop vigtigt, fordi sorg er så individuelt. Men det kan være besluttet, at man som leder skal have en samtale om, hvordan den sorgramte medarbejder har det, hvad der er realistisk i forhold til arbejdsopgaver osv. Derudover kan det være hensigtsmæssigt at afklare, om medarbejderen fx helst vil have, at det kun er en enkelt kollega eller leder, der spørger og videregiver den sørgendes behov til resten af arbejdspladsen. Man bliver nemt famlende og aner fx ikke, om man skal spørge hver dag eller slet ikke.

Preben Engelbrekt peger på, at der naturligvis også findes nogen mennesker, der ikke ønsker at blive spurgt til deres sorg på arbejdspladsen, fordi de oplever det at være på jobbet som en pause for sorgen. Og det understreger igen vigtigheden af en sorgpolitik, hvor man afstemmer løbende med den sorgramte.