14. aug. 2022

Kan du få? Skattefri engangsbeløb på vej

Mange pensionister, efterlønnere og modtagere af SU-handicaptillæg og forsørgertillæg kan se frem til skattefri engangsbeløb i løbet af de næste par måneder.

Skat
Billede til nyheden Kan du få? Skattefri engangsbeløb på vej
Hvis du er berettiget til et skattefrit engangsbeløb, vil det automatisk blive sat ind på din NemKonto. Du skal ikke søge om pengene.

De skattefri beløb vil ikke påvirke andre offentlige ydelser som fx boligsikring.

Skattefrit beløb til modtagere af SU-handicaptillæg og SU-forsørgertillæg
Hvis du modtog SU-handicaptillæg eller SU-forsørgertillæg i marts 2022, vil du få et skattefrit engangsbeløb på 2.000 kroner i midten af oktober.

Skattefrit beløb til dem på efterløn, førtidspension, seniorpension og tidlig pension
Hvis du modtog efterløn, førtidspension, seniorpension eller tidlig pension i marts 2022, vil du få et skattefri engangsbeløb på 2.000 kroner i starten af 2023.

Ekstra ældrecheck
Fik du folkepension i marts 2022, er der måske en ekstra ældrecheck på vej til dig.
Folkepensionister med ret til ældrecheck vil nemlig modtage en ekstra ældrecheck på 2.500 kroner i slutningen af september 2022 og 2.500 kroner i starten af 2023. I alt 5.000 skattefri kroner.

Om de skattefri engangsbeløb

Udbetalingerne er en del af et politisk forlig indgået af Regeringen, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti.
Beløbene skal være med til at kompensere for de høje energipriser.

Relaterede nyheder