19. okt. 2022

Har du fået tjekket din lønseddel for nylig? Få et løntjek

Din fagforening kan tjekke, om du får korrekt løn. Hvis du har mistanke om, at der er noget galt, kan det godt betale sig at få tjekket dine lønsedler. Hvert år får mange medlemmer penge retur for forkert løn.

Faglig
Billede til nyheden Har du fået tjekket din lønseddel for nylig? Få et løntjek
Du skal ikke lade sig snyde for løn. Få tjekket din lønseddel af fagforeningen. Foto: Shutterstock
En lønseddel kan være temmelig indviklet at overskue, især hvis du har skiftende vagter eller arbejder på forskellige tidspunkter og dage. Det er ikke kun dig som lønmodtager, der kan have svært ved at gennemskue, om din lønseddel er korrekt. For din arbejdsgiver kan det også være en udfordring.

Derfor er det vigtigt, at du tjekker din lønseddel, og hvis du synes, den ser indviklet ud, eller du har mistanke om, at du ikke får den korrekte løn, så tag fat i din tillidsrepræsentant eller fagforening.

Din tillidsrepræsentant og medarbejderne i fagforeningen er eksperter i at tjekke lønsedler, fordi de kender overenskomsten – det er jo fagforeningen, som har forhandlet overenskomsten, og fordi de ved, hvad de skal se efter på lønsedlen.

Fagforeningen gør krav gældende
Hvis du ikke har fået den korrekte løn, kan enten du eller din fagforening gøre kravet gældende over for din arbejdsgiver. I nogle tilfælde vil arbejdsgiveren erkende, at der er sket fejl, og så får du det manglende beløb. I nogle tilfælde er arbejdsgiver ikke enig, og så må der andre metoder til. For eksempel kan din fagforening køre en sag for dig.

Det kan være mange penge, du bliver snydt for. Og det er jo penge, du har krav på, men ikke har fået. Hvert år henter fagforeningen både mindre og større beløb i tilbagebetaling af løn til medlemmerne.

Det skal du gøre
Hvis du gerne vil have din fagforening til at tjekke din løn, så ring og aftal nærmere. Du vil få at vide, hvad fagforeningen skal bruge for at kunne tjekke, men det vil blandt andet være:
  • Dine lønsedler et antal måneder tilbage
  • Dine arbejdstimer eller arbejdsskema for samme periode
  • Din ansættelseskontrakt
Sådan holder du styr på lønnen
Det er en god idé selv at holde øje med lønnen, især hvis lønnen ikke er ens hver måned.

Her er nogle gode råd:
  • Skriv dine timer ned hver dag
  • Tjek, om timesatsen passer
  • Er time- eller månedslønnen korrekt
  • Får du de korrekte tillæg og godtgørelse for forskudt tid, aftenarbejde og søgnehelligdage
  • Tjek, at din arbejdsgiver afregner pension og feriepenge (medmindre du har ferie med løn)

Se guiden over begreberne på lønsedlen

Tekst: Lønsedlen er din kvittering for din løn. Men hvad betyder alle de forskellige kolonner og begreber? Her får du en guide.

Relaterede nyheder