08. feb. 2023

Stop for modregning i pensionen

Fremover kan folkepensionister arbejde og tjene så meget de vil, uden at blive modregnet i folkepensionen. Modregning af ægtefælles og samlevers indtægt er også stoppet 1. januar og gælder både for folkepension, førtidspension, seniorpension og tidlig pension.

Politik
Billede til nyheden Stop for modregning i pensionen
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen har planer om at fremsætte et nyt lovforslag om at stoppe modregning i folkepensionen i løbet af foråret.

Regeringen vil om kort tid fremsætte et lovforslag, som betyder, at folkepensionister ikke længere vil blive modregnet i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg, når de arbejder. Det skriver beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Hidtil er folkepensionen blevet modregnet, hvis arbejdsindtægten var mere end 122.004 kroner om året, men fremover vil der ikke være noget loft for arbejdsindtægt.

Modregning kan stadig ske, hvis man har andre indtægter fx fra en arbejdsmarkedspension, tjenestemandspension, kapitalindkomst e.l.

Hvornår gælder de nye regler fra?
Der er endnu ikke fremsat et lovforslag, så vi kender ikke de endelige detaljer. Men beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen har oplyst, at hun vil fremsætte lovforslaget i løbet af foråret, og at loven vil få virkning fra januar 2024.

De nye regler om stop for modregning af løn i folkepensionen kommer til at gælde med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2023.

Det kommer til at betyde, at du i løbet af 2023 vil få din folkepension modregnet efter de regler, vi kender i dag. Når loven træder i kraft til 2024, vil din pension for 2023 blive reguleret.

Ændringen handler kun om folkepension. Reglerne for modregning af løn i førtidspension, seniorpension og tidlig pension bliver ikke ændret.

Stop for modregning af ægtefælle og samlevers indtægt
1. januar 2023 trådte en lov i kraft, som betyder, at ægtefælle og samlevers løn ikke længere bliver modregnet i folkepensionen, seniorpension og førtidspension.

Om det kommende lovforslag
Lovforslaget er en del af en aftale, som blev indgået af den tidligere S-regering sammen med SF, RV, DF og KD for at fjerne barrierer, der kan afholde seniorer fra at blive længere på arbejdsmarkedet.

Første del af aftalen om afskaffelsen af ægtefællemodregning blev vedtaget i juni 2022 og trådte i kraft 1. januar 2023. Anden del af aftalen om at fjerne modregning i egen indtægt nåede ikke at blive fremsat inden folketingsvalget, men er nu på vej.

Relaterede nyheder