20. jun. 2023

Nu kan du arbejde uden modregning i folkepensionen

Hvis du fortsætter med at arbejde, efter du når din folkepensionsalder, vil du fremover kunne få mere i pension.

Senior
Billede til nyheden Nu kan du arbejde uden modregning i folkepensionen

Nu er det vedtaget.

Folkepensionister kan fremover arbejde uden at blive modregnet i grundbeløbet og pensionstillægget.

Hidtil er folkepensionen blevet modregnet, hvis arbejdsindtægten var mere end 122.004 kroner om året, men fremover vil der ikke være noget loft for arbejdsindtægt.

Den nye lov om stop for modregning af løn i folkepensionen træder i kraft 1. januar 2024 og kommer til at gælde med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2023.

Hvis du er folkepensionist i 2023, kan du stadig blive modregnet i din folkepension efter de regler, vi kender i dag. Men når loven træder i kraft 1. januar 2024, vil din pension for 2023 blive reguleret.

Regneeksempel: 70.000 kroner til forskel
En beregning fra Sampension viser, at en enlig folkepensionist med en lønindtægt på 400.000 kroner vil få 173.268 kroner i folkepension i 2023, når de nye regler træder i kraft. Med de nuværende regler vil folkepensionen være 103.339 kroner. Det er en forskel på 69.929 kroner.

På borger.dk/pension-arbejdsindkomst kan du lave en vejledende beregning af, hvad du kan forvente at få i folkepension.

Også skattefri seniorpræmie
Fortsætter du med at arbejde, kan du også optjene en skattefri seniorpræmie på 45.415 kroner (2023) for det første år, efter du er nået din folkepensionsalder.

Tager du et år mere, kan du optjene en skattefri seniorpræmie på 27.033 kroner.

Der er ingen skattefri præmie som belønning, hvis du arbejder 3 eller flere år, efter du når folkepensionsalderen.

For at få seniorpræmien skal du:

  • Være født efter 1. januar 1954.
  • Arbejde mindst 30 timer om ugen i gennemsnit i det første år, efter du når folkepensionsalderen (Det svarer til i alt 1.560 betalte arbejdstimer inklusive ferie). Og tilsvarende det andet år.

Gælder reglerne også for andre pensionister?
Den nye lov gælder kun om folkepension.

Reglerne for modregning af løn i førtidspension, seniorpension og tidlig pension bliver ikke ændret.

Så meget kan man få i folkepension

Folkepensionens grundbeløb er på 6.694 kroner om måneden før skat.

Pensionstillægget er 7.745 kroner pr. måned før skat for enlige. Et par kan højst få 3.963 kroner hver.

Når den nye lov bliver vedtaget, vil indtægt fra arbejde ikke længere bliver modregnet i grundbeløbet og pensionstillægget. Uanset hvor meget du arbejder, og hvor meget du tjener.

Men dit pensionstillæg kan blive reduceret, hvis du har andre indtægter fra ATP, ratepension, livrente, tjenestemandspension, aktie- og kapitalindkomst over en vis grænse.

Relaterede nyheder