19. feb. 2024

OK24: Se hovedpunkterne i det kommunale OK-forlig

Lørdag den 17. februar 2024 landede overenskomstforliget på det kommunale område. Se hovedpunkterne her.

OK24
Billede til nyheden OK24: Se hovedpunkterne i det kommunale OK-forlig
Forliget på det kommunale område er i hus.

Topforhandlerne fra Kommunernes Landsforening (KL) og Forhandlingsfællesskabet indgik den 17. februar et 2-årigt forlig for omkring 500.000 kommunalt ansatte.

Den samlede økonomiske ramme følger resultatet fra statens område på 8,8 procent.

Økonomisk oversigt over forlig med KL

  2024  2025  I alt
Generelle lønstigninger inkl.
reguleringsordningen
5,74 % 0,77 %  6,51 %
Organisationsmidler   2,00 %  2,00 %
Øvrige forbedringer 0,04 % 0,045 %  0,085 %
Forbedringer i alt 5,78 % 2,82 %  8,60 %

Hertil kommer en forventet reststigning op i alt 0,2 % i OK-perioden og dermed en samlet økonomisk ramme på 8,8 %.

Der er også aftalt en ekstraordinær lønforhandling i slutningen af 2025, der skal sikre balancen til den private lønudvikling, så kommunalt ansatte kan undgå lønefterslæb.

Opsparing af fritid
Aftalen rummer en helt ny opsparingsmodel, der gør det muligt for lønmodtagerne at opspare afspadsering og 6. ferieuge til senere afvikling.

Forhøjelse af særlig feriegodtgørelse
Den særlige feriegodtgørelse forhøjes med 0,53 procentpoint til 1,48 procent pr. 1. maj 2024.

Overenskomstdækning af pensionerede
Der sker en ændring af dækningsområdet, sådan at pensionister, som genoptager beskæftigelse, bliver omfattet af overenskomsterne fuldt ud. Det skal gøre det nemmere for tjenestemænd og andre, der er gået på pension, at genoptage beskæftigelsen, hvis de ønsker det.

Barsel
Lønretten til far/medmor øges med 3 uger i fraværsperioden efter den 10. uge efter fødslen. Også adoptanter får 3 ugers ekstra barsel. Lønretten til soloforældre øges med 10 uger. Lønretten til flerlingeforældre øges med 13 uger til hver under forudsætning af, at lovforslaget nr. L 96 om ændring af barselsloven vedtages i sin helhed. Ændringen gælder flerbørnsforældre, hvor mindst ét af børnene er født den 1. april 2024 eller senere.

Tillidsrepræsentanter
Tillidsrepræsentanter gives mulighed for at mødes med nyansatte medarbejdere i arbejdstiden. Et møde kan for eksempel planlægges i forbindelse med introduktion til arbejdspladsen for nye medarbejdere.

Eventuel fritvalgsordning
Parterne er blevet enige om, at man nu skal se på mulighederne for at etablere en fritvalgsordning i 2026 tilpasset det kommunale arbejdsmarked.

Du kan læse hele forliget her

Relaterede nyheder