21. aug. 2024

Hvis du ikke allerede har logget på din e-Boks og udfyldt skemaet, så gør det nu. Din og de øvrige tillids- og arbejdsmiljørepræsentanters besvarelse er vigtig for at finde frem til, hvordan fagforeningerne bedst kan bakke de tillidsvalgte op i deres arbejde.

Faglig
Billede til nyheden
Din besvarelse er vigtig, så vi kan sikre dig de bedste vilkår som tillidsvalgt. Foto: Shutterstock

Serviceforbundet gennemfører i samarbejde med Fagbevægelsens Hovedorganisation og Københavns Universitet den hidtil mest omfattende undersøgelse af tillids- og arbejdsmiljørepræsentanternes arbejdsvilkår i Danmark.

Derfor har alle tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter fået et spørgeskema i deres e-Boks. 

Undersøgelsen skal hjælpe til at belyse de arbejdsvilkår, du arbejder under, og hvordan dit forhold er til dine kolleger, dine chefer og til den lokale fagforening. 

Undersøgelsen er den største af sin art og kan forhåbentlig bruges til at tegne et billede af samarbejds- og forhandlingskulturen på det danske arbejdsmarked. 

Resultaterne skal hjælpe fagforeningerne med at bakke de tillidsvalgte op og finde frem til, hvad der er mest bruge for som tillidsvalgt for kollegerne.

Du vil forhåbentlig deltage i undersøgelsen

”Jeg håber meget, at du som tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant vil sætte tid af til at besvare spørgeskemaet så fyldestgørende som muligt. Jo flere, der svarer, jo bedre bliver resultatet af undersøgelsen,” siger næstformand i Serviceforbundet Finn Johnsen.

”Jo større viden, vi har om jeres arbejdsforhold, indflydelse, uddannelse, samarbejde og udfordringer, jo stærkere bliver vi over for arbejdsgiverne. Resultatet af undersøgelsen giver os også vigtig information i forhold til at stykke jeres uddannelse sammen, så I får de helt rigtige muligheder for at få ny viden og nye kompetencer.”

Det vil FH blandt andet spørge om

I 2010 blev undersøgelsen besvaret af omkring 11.000 tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter.

I undersøgelsen 2024 vil du i lighed med de 2 tidligere undersøgelser blandt andet få stillet spørgsmål om:

  • Forhold på arbejdspladsen – kolleger, ledelse, andre tillidsvalgte
  • Forhandlinger på arbejdspladsen
  • Arbejdsvilkår – blandt andet balance mellem familie og arbejdsliv
  • Behovet for forbedringer af de tillidsvalgtes vilkår
  • Behovet for uddannelse og efteruddannelse
  • Samarbejdet mellem TR og AMR
  • Forhold til organiserede og uorganiserede kolleger

Her er nogle af fokusområderne i forhold til de tidligere undersøgelser

  • Vi så en stigende gennemsnitsalder for de tillidsvalgte fra 45 år i 1998 til 49 år i 2010. Er denne kurve knækket, så der i dag er flere yngre tillidsvalgte?
  • Hvordan er de tillidsvalgtes tilgang til organisering set i lyset af, at andelen af gule og uorganiserede er steget?
  • Hvordan håndterer de tillidsvalgte, at stadig flere emner kan forhandles på plads på arbejdspladserne? For det giver nye muligheder for indflydelse, men stiller også øgede krav til de tillidsvalgte.
  • Generelt angiver de tillidsvalgte fra første til anden undersøgelse større tilfredshed med tillidshvervet og ser det i højere grad som en personlig udvikling og et element i karrieren. Er denne udvikling fortsat?

Relaterede nyheder