18. sep. 2024

Vidste du, at du som fleksjobber måske kan få et særligt kørselsfradrag?

Mennesker med handicap eller kroniske sygdomme, som har særlige udgifter til transport mellem hjem og lønnet arbejde, kan i visse tilfælde få et ekstra fradrag. Det kan være en mulighed for fleksjobbere.

Social
Billede til nyheden Vidste du, at du som fleksjobber måske kan få et særligt kørselsfradrag?
Personer i fleksjob kan både have synlige og usynlige udfordringer i forhold til kørsel. Fradraget kan gives, hvis du ikke er i stand til at bruge offentlig transport. Foto: Shutterstock

Måske ved du det ikke. Men hvis du har et fleksjob og ikke kan bruge offentlig transport, så kan der være en mulighed for, at du kan få et særligt kørselsfradrag.

Hvad er det ekstra befordringsfradrag?

Det er et skattemæssigt kørselsfradrag for personer på arbejdsmarkedet med invaliditet eller kroniske sygdomme, der er nødt til at køre i egen bil til og fra arbejde på grund af deres handicap. Det kan være i ordinære job eller i fleksjob. 

Det fremgår af ligningslovens § 9 D.

Hvem kan få det ekstra fradrag?

Fradraget kan gives til personer med invaliditet eller en kronisk sygdom. 

Befordringsfradraget er for dig, som er på arbejdsmarkedet både på ordinære vilkår eller i fleksjob.

Hvem afgør, om jeg kan få fradraget?

Kørselsfradraget skal indberettes til SKAT, og du skal kunne dokumentere over for SKAT, at du har haft merudgifter til transport som følge af din kroniske sygdom eller invaliditet.

Det er en konkret vurdering, om du opfylder betingelserne for det ekstra fradrag. SKAT vil eventuelt bede om oplysninger om dit handicap eller din kroniske sygdom. Typisk vil det være en udtalelse fra læge eller speciallæge.

Hvilke dage kan jeg få fradrag for?

Fradraget beregnes enten med de faktiske udgifter eller med Skatterådets takster. 

Du kan kun få fradrag for de dage, du rent faktisk har skulle transportere dig til jobbet. Det betyder, at hvis du for eksempel som fleksjobber kun tager på arbejde 3 dage om ugen, så er det de 3 dage, du kan få fradrag for. 

Du kan ikke få fradrag for sygedage, feriedage eller hjemmearbejdsdage. Satsen bliver reduceret, når årets kørsel overstiger 20.000 km. 

Skal jeg have tilladelse til invalidebil for at få fradraget?

Du behøver ikke at have tilladelse til invalidebil for at anvende reglen. Du skal redegøre for, at du på grund af handicap eller kronisk sygdom har særlige udgifter til at komme fra bopæl til arbejdsplads og hjem igen. Det gælder også, hvis du er i fleksjob.

Kan jeg bo i mit sommerhus og få fradraget?

Hvis du bor i dit sommerhus en del af året, kan fradraget også gives for kørsel mellem sommerhus og arbejdssted.

Kan jeg få fradraget, hvis jeg har gigt?

Hvis du har gigt, kan du være omfattet af reglerne for det særlige kørselsfradrag. Det kommer an på, hvordan din gigt påvirker din mulighed for at bruge offentlig transport.

Kan jeg få fradrag med tilbagevirkende kraft?

Hvis du ikke tidligere har været opmærksom på disse særlige fradragsmuligheder, kan årsopgørelserne efterreguleres 3 år tilbage. 

Du skal kunne dokumentere udgifterne for hele den periode, du søger fradrag for.

Hvor kan jeg se fradraget på selvangivelsen?

Fradraget hører til i rubrik 54 på din selvangivelse.

Kontakt os, hvis du skal i fleksjob

Serviceforbundet har 2 socialrådgivere, der hjælper medlemmer i fagforeningerne under Serviceforbundet blandt andet i sager om fleksjob. 

”Hvis du overvejer, om fleksjob er noget for dig, kan du trygt henvende dig til os. Vi kan sammen se på din situation og dine muligheder og finde ud af, hvordan vi bedst kan hjælpe dig videre,” siger socialrådgiver i Serviceforbundet Torben Krüger. 

Her kan du læse mere om socialrådgiverne i Serviceforbundet

”Hvis du overvejer, om fleksjob er noget for dig, kan du trygt henvende dig til os. Vi kan sammen se på din situation og dine muligheder og finde ud af, hvordan vi bedst kan hjælpe dig videre,
Socialrådgiver i Serviceforbundet Torben Krüger

Relaterede nyheder