22. okt. 2024

Først ville jeg ikke på kursus. Nu vil jeg ikke hjem!

Til morgensangen første morgen strejkede jeg. Min protest blev ignoreret. Så kunne jeg lige så godt deltage – og sikke en oplevelse, den vil jeg ikke have været foruden. Læs Lone Hage Rasmussens kursusoplevelse.

Faglig
Billede til nyheden Først ville jeg ikke på kursus. Nu vil jeg ikke hjem!
John Nielsen fra Serviceforbundet var gæsteforelæser på kurset på Konventum. Foto: Privatfoto

Kursus i at være tillidsrepræsentant, helt ærligt! Regler, overenskomster og regulativer, og så i Helsingør! 

Førhen blev der ikke udbudt kurser. I dag gør Serviceforbundet det ganske gratis, og så vil man ikke afsted, for hvorfor skulle man det?  

Så sad jeg der i Helsingør. Min kæreste gad ikke høre mit brok, han var taget til Spanien 3 uger uden mig, ikke derfor, men alligevel.  

På skolen Konventum, ja, den med kunstværkerne. Med maden, baren og værelserne i 70’er-stil. Med udsigten og motionsrummet, den gamle LO-skole. Jeg havde min cykel med og cyklede til Kronborg om aftenen, kiggede på havet og længtes, bare længtes.

Strejke og deltagelse 

Til morgensangen første morgen strejkede jeg. Jeg ønskede at køre kurset igennem uden spild af tid. Min protest blev ignoreret. Så kunne jeg lige så godt deltage – og sikke en oplevelse. Den vil jeg ikke have været foruden.  

John Nielsen fra Serviceforbundet var gæsteforelæser. Han havde set mine artikler i graverbladet, og jeg havde set ham til delegeretmødet i sommer. Han har altid et smil på læben og er fuld af historier – fortæller om alt muligt fagligt. 

Laila var vores underviser hele ugen. Vi aftalte til spisningen på tredjedagen, at vi godt kunne holde hinanden ud. Jeg var kørt død i at demonstrere mod gruppearbejdet, mod at vi var flere faggrupper sammen, mod at arbejde med cases og evalueringer. 

Jeg kunne faktisk også godt lide hende. Hun var sikkert også træt af at fortælle om trætte kursister til tavle-undervisning, og at det kan være lærerigt at udveksle erfaringer med de andre, også selvom det er folk fra Fødevarestyrelsen eller undervisere i fængslet. 

Folkekirken har en skrækkelig tillidsrepræsentantordning, nu har jeg hørt det sagt højt flere gange fra flere forskellige, så det må jo passe. Tillidsrepræsentanten kan også lige tage arbejdsmiljørepræsentantrollen på sine skuldre, som der står i cirkulæret.  

Ingen fysiske opgaver

I den her uge skal jeg hverken klippe hække, holde styr på 3 forskellige bisættelser eller grave et urnehul i lerjord. Jeg skal ikke kæmpe med snerler og sved og blive beskidt, men jeg har telefonen med og besvarer opkald. 

Jeg har det godt. Det vil jeg gerne have, at alle har. Men man skal yde, før man kan nyde. Det har vores forfædre gjort, og det har fagforeningen gjort. Vores historie er fagforeningen. 

FAKK’s logo er grønt, ikke gult som de gule fagforeninger. Farven gul står for falskhed. Grøn betyder håb, styrke og fornyelse. 

Det er fredag, jeg skal hjem. Nu har jeg ikke lyst. Ikke uden mine medkursister eller min søde underviser. Det er mennesker, der giver livet mening, meningen med livet er glæde, ikke sandt? 

Lone Hage Rasmussen, graver og uddannelsesambassadør – og kursusdeltager.

Artiklen har været bragt på Kirke.dk.

Her er Serviceforbundets kurser for tillidsvalgte

Der er masser af kurser for dig, som er tillidsvalgt. Du kan både komme på grunduddannelsen og på tværfaglige kurser.

Som tillidsvalgt har du normalt ret til at deltage i kurser i din arbejdstid. Det står i din overenskomst.

Serviceforbundet betaler for din transport til og fra kursusstedet. Du får lommepenge fra Serviceforbundet, når du deltager på kursus med overnatning. 

Relaterede nyheder