17. feb. 2025

Du kan samle dine uddannelsesbeviser på ét sted

Mangler du et overblik over alt det, du kan og har bevis på. Så kan du bruge minkompetencemappe.dk. Her kan du både se, hvad der allerede ligger, og selv oprette dokumenter.

Uddannelse
Billede til nyheden Du kan samle dine uddannelsesbeviser på ét sted
I Min Kompetencemappe kan du skabe et samlet overblik. Foto: Styrelsen for It og Læring

Hvis du skal søge nyt job, kan det være relevant at få alle dine kompetencer med i dit cv. Det er blevet nemmere for dig at finde og dokumentere certifikater, beviser og anden offentlig uddannelse. For du kan samle det hele på et sted i minkompetencemappe.dk 

Personlig minkompetencemappe

Du logger ind med MitID. Og så kommer du ind til en side, hvor du har flere forskellige muligheder for at se og oprette beviser og kompetencer.

Det er ikke sikkert, der ligger så meget i din mappe. Men du kan selv oprette, og du vil herefter have et godt overblik. Når du løbende får nye kompetencer, vil de enten automatisk komme ind, eller du kan selv lægge dem ind.

Der er forskellige kategorier, som du kan se og udfylde:

  • Min grundskole

  • Min joberfaring

  • Mine uddannelser

  • Mine AMU-kurser og certifikater

  • Mine kørekort

  • Mine sprog

  • Frivilligt arbejde

  • Kurser og ophold

  • Mine fritidsaktiviteter

Du kan også fra minkompetencemappe.dk sende dokumenter til en arbejdsgiver.

 

I Min Kompetencemappe kan du se dine digitale uddannelsesbeviser

Du kan se følgende digitale beviser:

  • Grundskole fra oktober 2017 og frem

  • Gymnasiale uddannelser (stx, htx, hhx, hf) fra 2004 og frem

  • Erhvervsuddannelser fra maj 2021 og frem

  • FGU fra oktober 2021 og frem

  • AMU fra 1990 og frem. Bemærk, at kun nyere AMU-beviser findes som dokumenter. Ældre AMU-beviser findes blot som tekst.

I Min Kompetencemappe kan du også samle dine oplysninger om alt det, du har lært i skolen, under uddannelse, på job og i din fritid:

  • Du kan samle uddannelsesbeviser og andre vigtige dokumenter, fx udtalelser fra arbejdsgivere.

  • Du kan få overblik over dine kompetencer og oprette et cv.

  • Du kan sætte ord på det, du gerne vil blive bedre til.

  • Du bestemmer selv, hvor meget du vil uddybe dine svar, og du kan altid rette eller tilføje nye oplysninger.

  • Du kan dele dit cv og dine dokumenter digitalt.

Relaterede nyheder