17. jun. 2025

Nye regler: Mere støtte til forældre i krise

Folketinget har den 11. juni 2025 vedtaget en markant ændring af barselsloven, der forbedrer vilkårene for forældre til nyfødte børn med alvorlige helbredsproblemer og for forældre i sorg.

Billede til nyheden Nye regler: Mere støtte til forældre i krise
Lovændringen giver bedre muligheder for forældre med syge spædbørn og forældre, der mister et barn.

Lovændringen, der træder i kraft i to faser i 2025 og 2026, er en del af finanslovsaftalen for 2025 og har bred politisk opbakning.

Forlænget barsel til forældre med indlagte nyfødte børn

En af de centrale ændringer i loven er, at forældre til nyfødte børn, der indlægges på hospital i de første 46 uger efter fødslen, nu får ret til forlænget fravær og barselsdagpenge i op til 12 måneder for hver forælder. Tidligere var denne ret begrænset til tre måneder tilsammen for begge forældre.

Derudover sidestilles såkaldt ’tidligt hjemmeophold’ (hvor barnet udskrives til behandling i hjemmet) med hospitalsindlæggelse. Det betyder, at forældre i denne situation også får ret til forlænget barsel.

Ændringerne træder i kraft den 1. januar 2026 og gælder for forældre til børn, der er født eller modtaget den 1. januar 2026 eller senere.

Udvidet ret til dagpenge under sorgorlov

Lovændringen forbedrer også vilkårene for forældre, der mister et barn. Forældre, der har modtaget tabt arbejdsfortjeneste ved pasning af et sygt barn i hjemmet i mere end to år, vil nu kunne se bort fra disse perioder ved opgørelsen af beskæftigelseskravet for ret til dagpenge under sorgorlov. Dette sikrer, at disse forældre ikke stilles dårligere end andre i samme situation.

Ændringen træder i kraft den 1. juli 2025 og gælder for forældre, der begynder en periode med sorgorlov den 1. juli 2025 eller senere.

Relaterede nyheder