18. jun. 2025

Stress rammer flere – særligt unge og kvinder

Næsten hver femte lønmodtager føler sig ofte eller hele tiden stresset. Det viser en ny rapport fra Beskæftigelsesministeriet. Tallene er de højeste i ti år, og særligt kvinder og unge i alderen 25-34 år oplever stress i hverdagen.

Arbejdsmiljø
Billede til nyheden Stress rammer flere – særligt unge og kvinder
Mange kvinder føler sig stressede i hverdagen.

Ifølge rapporten Status på arbejdsmarkedet – juni 2025 er det især arbejdet – eller kombinationen af arbejdsliv og familieliv – der skaber stress. Kvinder uden børn i 25-34-års-alderen er blandt de mest belastede, men også kvinder i 45-54-års-alderen med hjemmeboende børn oplever høje stressniveauer. Stress fører ikke kun til lavere trivsel, men også til flere og længere sygemeldinger.

Arbejdsliv og familieliv i ubalance

Rapportens temakapitel fokuserer på balancen mellem arbejds- og familieliv – og viser tydelige kønsforskelle. Mange kvinder går ned i tid, når de får børn. Fem år efter fødslen af første barn arbejder næsten hver tredje kvinde deltid. For mænd gælder det kun 11 procent.

Kvinder står også for hovedparten af fraværet ved børns sygdom og bruger mere tid på husholdning og omsorg. Det har konsekvenser for både indkomst og pensionsopsparing: En kvinde, der arbejder deltid i 12 år efter første barn, risikerer at have op mod 1,2 mio. kroner mindre i pensionsformue end en fuldtidsansat.

Fortsat høj beskæftigelse og lav ledighed

På trods af udfordringerne med stress og arbejdspres, er der fortsat tale om et meget stærkt arbejdsmarked. Ledigheden ligger stabilt på 2,9 %, og beskæftigelsen er rekordhøj. I første kvartal af 2025 kom 34.000 flere lønmodtagere i arbejde. Væksten er landsdækkende, selvom særligt landkommuner oplever fald i beskæftigelsen.

Samtidig er der tegn på et mere balanceret forhold mellem udbud og efterspørgsel. Antallet af jobopslag falder svagt, og virksomhederne ansætter oftere personer med delvist matchende kompetencer – især inden for områder som el-teknik, cloud og bogholderi.

Seniorerne bliver længere på arbejdsmarkedet

En anden bemærkelsesværdig tendens er, at flere seniorer vælger at fortsætte med at arbejde efter pensionsalderen. Seks ud af ti, der er i job op til folkepensionsalderen, vælger at fortsætte mindst ét år. Og for første gang har danske seniorer i alderen 70-74 år en højere beskæftigelsesfrekvens end både svenske og norske.

Bag udviklingen ligger både ændrede modregningsregler og en voksende lyst til at forblive aktiv – men rapporten påpeger samtidig, at alt for mange ældre fortsat oplever at blive valgt fra alene på grund af alder.

Gode råd til at håndtere stress

På vores temaside om stress kan du søge råd og vejledning

Gå til temasiden her

Du kan også få hjælp af Serviceforbundets socialrådgivere

Læs mere om socialrådgiverne her

Relaterede nyheder