26. jun. 2025

Har du feriepenge til gode? 12 milliarder kroner er endnu ikke udbetalt

Danskerne har samlet set 12 milliarder kroner stående i feriepenge, som endnu ikke er udbetalt. FerieKonto og ATP opfordrer især timelønnede og fratrådte til at tjekke deres saldo før sommerferien.

Faglig
Billede til nyheden Har du feriepenge til gode? 12 milliarder kroner er endnu ikke udbetalt
Husk at tjekke, om du skulle have feriepenge stående på Feriekontoen. Så kan der måske blive råd til en rejse. Foto: Shutterstock

Tallene stammer fra ATP, der administrerer FerieKonto. I den aktuelle ferieperiode er der optjent 19,5 milliarder kroner, men kun 7,5 milliarder er blevet udbetalt. Resten venter på at blive bestilt.

”Det er vigtigt at holde sin ferie og få batterierne ladet op. Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, om du har feriepenge stående, hvilket rigtig mange danskere har,” siger Anne Kristine Axelsson, koncerndirektør for Pension & Arbejdsmarked i ATP.

Timelønnede og fratrådte funktionærer kan gå glip af penge

Det er især personer med timelønnede job eller tidligere ansættelser, der risikerer at overse feriepenge, fordi de ikke bliver udbetalt automatisk.

Udbetalinger af feriepenge topper typisk i sommermånederne. I 2023 blev der udbetalt 4,7 milliarder kroner i juli, 3,3 milliarder i juni og 2,6 milliarder i august.

Sådan bestiller du dine feriepenge

Du kan tjekke og bestille dine feriepenge på borger.dk/bestil-feriepenge. Hvis du bestiller mindre end fire uger før første feriedag, får du pengene inden for fire hverdage. Bestiller du mere end fire uger i forvejen, kan pengene tidligst udbetales en måned, før ferien starter.

Det er vigtigt at huske, at du som udgangspunkt ikke må få feriepenge samtidig med, at du modtager en offentlig ydelse.

Feriepenge bliver udbetalt automatisk – men kun hvis beløbet er lille

Hvis du ikke selv får bestilt feriepenge, og ferieperioden slutter den 31. december 2025, kan du få dem automatisk – men kun hvis:

  • Du har 3.000 kroner eller mindre tilbage efter skat

  • Eller 5.000 kroner eller mindre før skat

I januar 2025 fik cirka 300.000 lønmodtagere automatisk udbetalt omkring 275 millioner kroner under bagatelgrænsen.

Hold ferie – og husk dine penge

Ferien er en vigtig pause fra arbejdet – og for mange venter der penge, som kan gøre sommeren lidt lettere. Tjek derfor din saldo i god tid og planlæg ferien, så både tid og penge er på plads.

Relaterede nyheder