18. sep. 2025

Delvise raskmeldinger hjælper stressramte med at fastholde jobbet

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at stressramte, der vender gradvist tilbage til arbejdet gennem en delvis raskmelding, har markant større chance for at fastholde deres job i årene efter sygdom.

Socialrådgiver
Billede til nyheden Delvise raskmeldinger hjælper stressramte med at fastholde jobbet
Delvist raskmeldte arbejder flere timer over de næste 3 år, end man ville forvente, hvis de direkte var blevet fuldt raskmeldte. Foto: Shutterstock

Stressramte, som bliver delvist raskmeldt, har 7,5 procentpoint højere beskæftigelse et år efter tilbagevenden sammenlignet med kolleger, der går direkte i fuldt arbejde. Den positive effekt varer mindst 3 år, og samlet arbejder de delvist raskmeldte i gennemsnit 20 procent af et årsværk mere i perioden.

Analysen viser også, at delvise raskmeldinger styrker de offentlige finanser. For hver stressramt, der vender gradvist tilbage, er der en gennemsnitlig gevinst på 27.500 kroner for samfundet. Hvis flere stressramte fik muligheden, kunne arbejdsudbuddet øges med op mod 950 årsværk om året, vurderer AE.

Læs hele rapporten her 

Fleksible løsninger

Helle Secher Lund, som er socialrådgiver i Serviceforbundet, mener, at det er vigtigt at tilpasse løsningerne til den enkelte stressramte:

”Undersøgelsen understreger vigtigheden af, at arbejdspladsen og kommunen tilbyder fleksible løsninger, når stress rammer. En gradvis tilbagevenden kan både sikre medarbejderens helbred og gøre det nemmere at holde fast i jobbet. Det kræver en arbejdsgiver, der er villig til at indgå i en dialog om tilpasning af opgaver og arbejdstid, og at kommunen understøtter med de rette rammer. Erfaringen viser, at når der skabes plads til at trappe langsomt op, giver det en bedre chance for at komme helt tilbage i arbejdet – uden at risikere at blive syg igen. Husk, at socialrådgiverteamet altid står klar til at hjælpe dig.”

Kontakt socialrådgiverne her

Fakta om stress

  • Stress er en af de største årsager til langtidssygefravær
    Hvert år er der over 20.000 stress-relaterede sygedagpengeforløb, som varer mindst 5 uger, ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

  • Stress kan ramme alle
    Uanset alder, køn eller branche kan man blive ramt, når arbejdspres, utryghed eller private udfordringer hober sig op.

  • Stress sætter sig i både krop og sind
    Søvnløshed, hjertebanken, hovedpine og koncentrationsbesvær er typiske tegn på, at kroppen er på overarbejde.

  • Stress koster dyrt
    For den enkelte er stress en stor belastning, men det koster også virksomhederne og samfundet millioner hvert år i sygefravær og tabt arbejdskraft.

  • Forebyggelse virker
    Jo hurtigere stress bliver opdaget og taget alvorligt, jo større er chancen for at undgå lange sygemeldinger og følgesygdomme som angst og depression.

Relaterede nyheder