Serviceforbundet byder igen Lise Ryberg Hoffmann velkommen som afdelingschef for Jura & Forhandling. Lise vender tilbage efter et kort ophold som overenskomstdirektør i Akademikerne, hvor hun har arbejdet tæt med overenskomst- og forhandlingsområdet på tværs af medlemsorganisationer.
Opholdet i Akademikerne blev kort, men værdifuldt. Her mødte Lise stærke faglige miljøer og dygtige kolleger, men erfarede også, at opgaverne ikke var det rette match. Den erkendelse tog hun konsekvensen af og valgte at vende tilbage til Serviceforbundet.
Høj faglig service til gavn for medlemmerne
I Serviceforbundet ser Lise frem til igen at arbejde i en organisation med kort vej fra tanke til handling og et tydeligt ansvar for at omsætte faglighed til konkret værdi. Jura & Forhandling spiller her en central rolle i at levere høj faglig service til 19 fagforeninger og deres medlemmer, både i den daglige rådgivning og i de mere komplekse forhandlinger.
Lise kender allerede Serviceforbundet indgående. Hun har tidligere haft samme stilling og bringer samtidig mange års erfaring fra fagbevægelsen med sig. Før sin første ansættelse i Serviceforbundet har hun haft en lang karriere i DM, hvor hun blandt andet har arbejdet som forhandlingschef, souschef, advokat og konsulent.
Med Lises tilbagevenden styrkes Jura & Forhandling yderligere. Serviceforbundet får igen en afdelingschef, der kombinerer solid faglighed med et skarpt blik for kvalitet, samarbejde og den service, som medlemsorganisationerne skal kunne regne med.



