Den nye kommunale overenskomst træder i kraft 1. april 2026 og er indgået mellem KL (Kommunernes Landsforening) og Forhandlingsfællesskabet. Aftalen sætter rammen for løn- og arbejdsvilkår de næste 3 år og indeholder både økonomiske forbedringer og nye rettigheder i hverdagen.
Løn, lokal forhandling og arbejdsmiljø
De generelle lønstigninger lander i aftalen på 6,27 procent inklusive reguleringsordningen, som skal sikre sammenhæng mellem lønudviklingen i den offentlige og private sektor.
Der afsættes også midler til lokal løndannelse, puljer målrettet blandt andet rekruttering og ledelse samt initiativer, der skal understøtte arbejdsmiljø, trivsel og en bæredygtig lønudvikling i kommunerne.
De konkrete udmøntninger på de enkelte områder sker i de kommende organisationsforhandlinger.
Fritvalgskonto giver flere valgmuligheder
Et centralt element i OK26 er indførelsen af en fritvalgskonto for alle kommunalt ansatte.
Fritvalgskontoen giver mulighed for selv at vælge, hvordan en del af lønnen skal anvendes. Midlerne kan bruges til løn, ekstra pension eller frihed, afhængigt af hvad der passer bedst til situationen.
Formålet er at skabe større fleksibilitet og gøre de kommunale arbejdspladser mere attraktive. Ordningen samler og forenkler samtidig en række eksisterende elementer i lønsystemet.
Mulighed for 3. sygedag med barn
OK26 indeholder også en udvidelse af mulighederne ved barns sygdom. Fremover bliver der mulighed for at få fri med løn på barnets 3. sygedag og på hjemkaldelsesdagen.
Der er tale om en mulighed og ikke en ubetinget ret. Det betyder, at friheden kan gives, hvis det kan lade sig gøre i forhold til arbejdspladsens drift.
Udvidelsen skal bidrage til en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv for kommunalt ansatte.
Forhandlingerne fortsætter med de faglige organisationer
Nu fortsætter forhandlingerne med Akademikerne og de enkelte faglige organisationer.
I forliget med Forhandlingsfællesskabet er der afsat 2 procent til forhandlingerne med de enkelte faglige organisationer til løn- og vilkårsforbedringer på de enkelte områder. I alt skal omkring 100 overenskomster landes i løbet af den næste måned.



